Kære elever og forældre på Horsens gymnasium og HF.
Jeg hedder Marianne og er ansvarlig for udvekslingsstudenter i Juelsminde Rotary klub. Til august modtager vi en pige, Mariana, på 17 år fra Brasilien, som har ønsket et udvekslings-år her i Danmark. Hun skal gå på jeres skole og jeg håber selvfølgelig, at I vil tage rigtig godt imod hende og at både hun- og I vil kunne lære en masse om hinandens kulturer og hvem ved, måske få en livslang kontakt mellem Danmark og Brasilien.
Jeg skriver fordi, vi søger nogle værtsfamilier, som Mariana kan bo hos under sit ophold i Danmark. Opholdet bliver sædvanligvis delt ud på 3 forskellige værtsfamilier, for at give den studerende så bredt et netværk som muligt. Det betyder at opholdet hos den enkelte familie er på ca. 3,5 måned. Her skal hun indgå som en del af familien på lige fod med de øvrige medlemmer. Hun får lommepenge, buskort, telefonabonnement mv. betalt af Rotary, men kost, logi og deltagelse i familieaktiviteter skal I være villig til at give til studenten. Til gengæld får I som familie en unik mulighed for en anderledes oplevelse, bidrager til kulturel udveksling og måske får et nyt familiemedlem for livet.
Bag Rotarys udvekslingsprogram står en stor flok af frivillige og Juelsminde Rotary klubs medlemmer deltager aktivt i at tilbyde udvekslingsstudenten forskellige aktiviteter og besøg både i lokalområdet og andre dele af Danmark. Det betyder, at Mariana nogle dage og weekender vil være afsted på ture. Dette aftales selvfølgelig med jer, så det også passer ind i jeres familieliv. Derudover er jeg tilknyttet som counsellor/kontaktperson og jeg følger udvekslingsstudenten tæt og står selvfølgelig også til rådighed for jer som værtsfamilie, hvis der er behov for vejledning eller hjælp.
Den første værtsfamilie er fundet, så aktuelle perioder som vi søger værtsfamilier til er fra ca. midt november til marts og igen fra marts til hjemrejse i juni.
Hvis dette har vakt jeres interesse og I har lyst til at høre mere om rollen som værtsfamilie, så kontakt mig endelig på mobil 28800170 eller poderthomsen@gmail.com
Mange hilsner
Counsellor Juelsminde Rotary Klub
Marianne Poder Thomsen
