Horsens Statsskoles historie
Fra latinskole til moderne gymnasium.
Fra korporlig afstraffelse til elevdemokrati. Fra udenadslære og overhøring til dialog. Horsens Statsskole har en lang historie.
Og ligesom der er sket drastiske udviklinger med selve begrebet skole i den tid, er Horsens Statsskoles fysiske fremtræden også vokset støt og roligt fra grundlæggelsen i 1532 og til i dag.
Her kan du læse mere om Horsens Statsskoles historie fra reformationen og frem til i dag.
Tidslinje
År 1532 Horsens Statsskole blev grundlagt. Skolen lå på hjørnet af Borgergade og (den senere) Havne Allé og havde tre undervisningslokaler, et til hver lektie, en lejlighed til rektor og værelser til de to hørere. |
År 1746 Skolen blev nedrevet og genrejst, nu med et bibliotek ud over de tre undervisningslokaler. |
År 1857 Man opførte en splinterny bygning på hjørnet af Havne Allé og Amaliegade. Det var en bygning i to etager med ni klasselokaler, en tegne- og syngesal, en gymnastiksal, rektor- og pedelbolig. Der var også plads til lærerværelse, bibliotek, en fysisk og en naturhistorisk samling. |
År 1940 Skolen flyttede til de nuværende bygninger på Studentervænget. |
År 2004 Nybygget hal indvies. |
År 2014 Skolens sciencefløj med auditorium blev taget i brug. Forbindelsen til den nye fløj går gennem skolens videncenter, der ved samme lejlighed er blevet ombygget og moderniseret. Skolen er desuden blevet udvidet i 1968-72 og igen i 2007, hvor administrationen og lærerværelset blev flyttet til de gamle gymnastiksale |
År 2020 Horsens Statsskole og Horsens Gymnasium sammenlægges under navnet Horsens Gymnasium & HF. Horsens Statsskole udbygges så alle STX og HF elever fra 2021 samles på Studentervænget. |
Horsens Statsskoles historie
Fra latinskole til moderne gymnasium.
Fra korporlig afstraffelse til elevdemokrati. Fra udenadslære og overhøring til dialog. Horsens Statsskole har en lang historie.
Og ligesom der er sket drastiske udviklinger med selve begrebet skole i den tid, er Horsens Statsskoles fysiske fremtræden også vokset støt og roligt fra grundlæggelsen i 1532 og til i dag.
Her kan du læse mere om Horsens Statsskoles historie fra reformationen og frem til i dag.
Tidslinje
År 1532
Horsens Statsskole blev grundlagt. Skolen lå på hjørnet af Borgergade og (den senere) Havne Allé og havde tre undervisningslokaler, et til hver lektie, en lejlighed til rektor og værelser til de to hørere.
År 1746
Skolen blev nedrevet og genrejst, nu med et bibliotek ud over de tre undervisningslokaler.
År 1857
Man opførte en splinterny bygning på hjørnet af Havne Allé og Amaliegade. Det var en bygning i to etager med ni klasselokaler, en tegne- og syngesal, en gymnastiksal, rektor- og pedelbolig. Der var også plads til lærerværelse, bibliotek, en fysisk og en naturhistorisk samling.
År 1940
Skolen flyttede til de nuværende bygninger på Studentervænget.
År 2004
Nybygget hal indvies.
År 2014
Skolens sciencefløj med auditorium blev taget i brug. Forbindelsen til den nye fløj går gennem skolens videncenter, der ved samme lejlighed er blevet ombygget og moderniseret.
Skolen er desuden blevet udvidet i 1968-72 og igen i 2007, hvor administrationen og lærerværelset blev flyttet til de gamle gymnastiksale
År 2020
Horsens Statsskole og Horsens Gymnasium sammenlægges under navnet Horsens Gymnasium & HF. Horsens Statsskole udbygges så alle STX og HF elever fra 2021 samles på Studentervænget.
Horsens latinske skole før 1800
Hvad lærte man
Hvilke fag mente staten var nødvendige og tilstrækkelige til at forvandle drenge til en samfundselite? I hele 1500- og 1600-tallet drejede det sig om Luthers Katekismus, morallære, kristen dogmatik og først og fremmest en grundig indføring i latin både skriftligt og mundtligt med brug af klassiske forfattere. Også græsk og hebræisk skulle der undervises i i de ældste klasser, og her brugtes stykker fra biblen.
Selve undervisningen foregik på latin undtagen i den yngste klasse (sinkerne!). Det drejede sig om at kunne tale og skrive latin elegant og klart, at kunne fremstille en sag logisk og gendrive andres argumenter.
Det var vejen frem for de drenge, der ønskede at gøre karriere i statens tjeneste som præster og, hvis lykken stod dem bi, som universitetslærere eller biskopper.
Et smukt eksempel fra Horsens er ærkebiskop Hans Svane (1606-1668), der via en universitetskarriere i østerlandske sprog og teologi blev biskop i Roskilde og senere af kongen blev udnævnt til leder af den danske statskirke. Mange måtte dog nøjes med at blive latinskolelærere eller degne. (Holbergs Per Degn i Erasmus Montanus er et typisk eksempel på en sådan karriere).
En stilling som privatlærer i en fornem familie kunne for øvrigt også føre til en strålende karriere. Horsensdrengen Ove Høegh-Guldberg blev i 1764 efter en universitetskarriere privat informator for kongens halvbroder arveprins Frederik og blev først geheimeråd og siden stiftsamtmand i Århus.
Horsens lærde skole 1805-1857
Oplysningstidens reformer
Fra midten af det 18. århundrede ændredes opfattelsen af stat og samfund radikalt. Der kom en ny opfattelse af enevældestaten. Kongen skulle være den kloge og kærlige landsfader, der regerede over en befolkning, som var flittig, oplyst, moralsk og derfor lyksalig. Og magthaverne satte handling bag ordene: Folkeskoleloven 1814 var udtryk for den tanke, at det var både rimeligt og nyttigt at give den almindelige dansker så mange kundskaber som muligt.
Latinskolerne, som jo uddannede den normsættende elite, måtte selvfølgelig ændres i overensstemmelse hermed. 1805-09 kom nye bestemmelser om organisation af og undervisning i latinskolerne.
Latinskolereformen
Fra nu af blev latinskolerne frigjort fra kirken. Sognepræsten mistede tilsynet med administration og undervisning. Rektors, hørernes og elevernes tjeneste i kirken ophørte, hvilket selvfølgelig også betød, at de forskellige indtægter fra kirken ophørte.
Staten ønskede fra nu af, at tysk, fransk, aritmetik og elementær geometri skulle på skemaet ved siden af latin, græsk, dansk, historie, geografi og religion. Man ønskede også, hvor det var praktisk muligt, at der skulle undervises i naturhistorie, engelsk, tegning, sang og gymnastik. Dette var i virkeligheden noget af en revolution.
Høreruddannelsen måtte selvfølgelig ændres totalt. Man havde nu behov for faglærere i mange og meget forskellige fag. (Man måtte dog indforskrive militærpersoner til gymnastikken). Det gamle lektiesystem blev afløst af et klassesystem med fire toårige klasser, hvor hver lærer underviste i sine bestemte fag på alle klassetrin. Lærerne kom på fast (og betydeligt højere) løn, samtidig med at de mistede deres fribolig på skolen. De dygtigste og mest erfarne fik titel af overlærer, de andre kaldtes adjunkter.
Også elevernes tilværelse ændredes på godt og ondt. Undervisningen blev sikkert bedre og mere afvekslende, og de slap for de kirkelige pligter. Men samtidig mistede de deres indtægter fra kirken og var henvist til at leve af stipendier, legater og gratis middagsmad fra gavmilde borgere, hvis deres forældre ikke kunne forsørge dem.
Oven i købet blev der nu indført skolepenge: Når man blev indmeldt i Horsens Lærde Skole, som navnet nu blev, måtte man betale 5 Rdl og siden 23 Rdl om året (fra 1816 35 Rdl). Hermed skiftede skolen karakter. Det ser ud, som om Horsens lærde Skole blev en skole for overklasse og middelstand.
Rektor Oluf Worm (1788-1829)
Rektor Worm er et eksempel på, at rektorembedet var blevet socialt velanskrevet allerede før reformerne. Worm var kandidat til filologiske og teologiske professorater i København, da han valgte embedet i Horsens. I 1800 blev han titulær professor, og 1809 blev han, som den første rektor i Danmark, ridder af Dannebrog.
I Horsens var han toneangivende i klubben, hvor byens spidser mødtes om punchebollen. Det var ham, der oplæste og kommenterede aviserne, når de kom med postvognen fra København. Han kunne også fortælle nyt fra Hovedstaden, fordi han korresponderede livligt med velinformerede venner ved universitetet.
Worm havde mange af Taubers gode egenskaber: Han var en lærd mand og en underviser af format. Men han modtog de nye reformer med dyb skepsis. Han skrev i en betænkning til hertugen af Augustenborg, at planerne var uigennemførlige, dels fordi man ikke havde lærere, der kunne undervise i de nye fag, dels fordi eleverne ikke kunne fordøje så mange fag.
De ville blive forvirrede af at lære for lidt om for mange ting, eller også ville de blive indbildske og tro, at deres overfladiske viden var bedre end „virkelig og grundig lærdom”, som man efter Worms mening først og fremmest fik ved at studere latin og græsk, de fag som jo nødvendigvis måtte afgive timer.
Det, at Worm rejste en debat om undervisningens mål og midler, var nyt og meget karakteristisk for oplysningstiden. F.eks. spurgte Worm, om det var særligt realistisk at forvente, at børn kunne kapere en masse abstrakte sammenhænge på niveauer, der efter Worms mening hørte hjemme på universiteterne. Worm gik ind for konkret viden formidlet gennem samtale. Man skulle ikke nøjes med at overhøre eleverne, men han frygtede, hvis eleverne ikke dagligt blev stillet til regnskab for det, de havde lært:
„det, som er forklaret, for pensa, som er foresat, for det, de have at lære udenad, da kan man være vis på, …. at de allerfleste ….. forsømmer den daglige flid, og ved årets udgang vide intet”.
De klassiske fag under pres
Fra 1809 til 1903 kæmpede de klassiske fag mod angrebene fra de nye fag. I Worms rektortid, frem til 1829, lykkedes det ham at hindre indførelsen af de fleste af dem. Matematikken måtte han modstræbende acceptere på sin skole lige som tysk og fransk. Gymnastik blev først indført 1830 (om aftenen efter skoletid!). Sang, naturhistorie, naturlære, tegning og engelsk kom først på skemaet i hhv. 1834, 1838, 1846, 1850 og 1856.
På mange andre områder kunne Worm ånde lettet op: Overhøring blev bestemt ikke afskaffet, og der kom hyppige karakterbøger. Der kom for øvrigt også en fastere struktur over skoleåret med faste ferier omkring jul, påske og pinse, samt en 14 dages sommerferie.
I skolereformen var der åbnet muligheder for, at ikke-studerende elever kunne optages. De skulle følge alle timer undtagen latin, græsk og hebræisk. Det var sikkert formålet at udnytte lærerkræfterne til at uddanne unge til en karriere både i og uden for offentligt regi, men uden for universiteterne. Det oplevedes dog som et problem med disse specielle elever med de store huller i skemaet.
Men det største problem blev fagtrængselen. Det prøvede man at løse med en reform i 1846. Man indførte nu 5 etårige klasser for alle elever og en toårig 6.klasse for de studerende elever. Man ventede med latin til 2. klasse, græsk til 4. klasse og hebræisk til 5. klasse.
De klassiske fag var stærkt dominerende fra 4. klasse. Omvendt stod tysk og fransk stærkt i 1. og 2. klasse, for næsten at forsvinde i 4.-6. klasse. Matematik og fysik var lavstatusfag endnu i reformen 1846. Især fysik, som først fik tildelt 2 ugentlige skematimer i 6. klasse. I Horsens ser vi, at matematik og fysik ofte blev henlagt til eftermiddagstimerne sammen med andre mindre vigtige fag som historie, religion og tysk!
Den nye skole i Havne Allé
I 1840’erne truedes Horsens Lærde Skole med nedlæggelse som led i en større strukturændring. Ved en stor indsats fra byen og Århus Stiftsamt lykkedes det at få det hele udskudt, og efter treårskrigen besluttede man at bevare Horsens Lærde Skole.
Horsens Lærde Skole. Set fra Bakken ved Hulvejen. Efter Maleri 1875 af Frkn. E. og L. Thornam.
Men den gamle bygning i Borgergade var blevet for trang, og i 1857 opførte man en splinterny bygning på hjørnet af Havne Allé og Amaliegade, hvor nu Byggeteknisk Højskole har til huse. Det var en tofløjet bygning i to etager, der rummede ni klasselokaler, en tegne- og syngesal, en gymnastiksal, rektor- og pedelbolig. Der var også plads til lærerværelse, bibliotek, en fysisk og en naturhistorisk samling. Inden for disse rammer kunne skolen udvikle sig indtil 1940, hvor man flyttede ind i de nuværende bygninger (senere udvidet i 1968-72).
Horsens lærde skole under den tidlige industrialisering 1857-1903
Tidens krav
I 1829 blev Polyteknisk Læreanstalt oprettet i København, et tegn på at naturvidenskaberne var på vej frem mod ligestilling med universitetsuddannelserne. Det var indlysende, at latinskolerne mindre og mindre blev i stand til at forberede eleverne til de naturvidenskabelige studier ved universitetet for ikke at tale om ingeniøruddannelsen ved Polyteknisk Læreanstalt.
Efter 1850 pressede man på fra statens side for at få ændret de lærde skoler, så de stadigvæk kunne uddanne en elite, der var tidssvarende i et industrisamfund.
Realeksamen for ikke-studerende
I 1862 forbarmede man sig over de ikke-studerende elever med et forløb fra 1. til 5. klasse, der indførte fysik og styrkede engelsk, historie, geografi, geometri, tegning og naturhistorie i de timer, hvor kammeraterne havde latin og græsk. De første med realeksamen dimitterede fra Horsens Lærde Skole i 1864. Det var en uddannelse, der tog sigte på handel og industri.
Linjedelingen 1871
I 1871 kom så den ventede reform. Man afskaffede 1. og 2. klasse og indførte en ekstra klasse i den anden ende, så man fik en 4-årig mellemskole og et 2-årigt gymnasium. Allerede i mellemskolen blev klasserne linjedelt i en sprogligt-historisk linje og en reallinje.
Den sproglige linje fik mange latintimer fra første færd. Den forberedte til gymnasiet. I de to gymnasieår kunne man så vælge mellem en sproglig linje med hovedvægt på latin og græsk og en matematisk-naturvidenskabelig linje, hvor man fik mange matematiktimer og også ganske mange fysiktimer. For at matematikerne ikke skulle blive de rene barbarer uden græsk, indførte man 2 timer oldtidskundskab om ugen!
Allerede i 3. mellem måtte eleverne vælge, om de ville være matematikere eller sproglige. De vordende sproglige begyndte her på græsk, mens de andre fik ekstra matematik og fysik. Mellemskolens reallinje lignede det gamle forløb fra 1862. Med denne reform kunne man forberede eleverne ordentligt, også til de naturvidenskabelige uddannelser og til ingeniørstudiet.
I Horsens opstod der behov for en skole, der kunne erstatte de to skoleår, man havde kappet, og forberede eleverne til den nye 1. klasse. En kreds af forældre og latinskolelærere oprettede Horsens Lærde Skoles Forberedelsesskole, der i 1927 blev til Hulvejens Skole.
Reformen 1903
De moderne sprog var dog stadigvæk efter manges mening stedmoderligt behandlet. I gymnasiet var tysk, engelsk og fransk fællesfag for matematikere og sproglige med hhv. 2, 2 og 4 ugentlige timer i 6. klasse, som var den ældste klasse i Horsens.
I 1903 gennemførtes så den sidste store reform ved oprettelse af den nysproglige linje, der styrkede engelsk og tysk voldsomt på bekostning af græsk, som forsvandt, og latin, som blev kraftigt nedskåret.
Den hidtidige sproglige linje fortsatte under navnet: Den gammelsproglige Linie. Den forsvandt snart fra mange gymnasier, også fra Horsens, som nu skiftede navn til Horsens Statsskole.
Elevklientel og uddannelsesmål omkring 1900
En opgørelse for årene 1859-75 viser, at Horsens Lærde Skole var en skole for sønner af præster, embedsmænd og velhavende borgere.
Sammenligner man uddannelsesmålene med den tidligere undersøgelse fra 1780-1802, ses et fald i antallet af præster og lærere og en kraftig stigning af uddannede jurister og læger. Et stigende antal har virket uden for det offentliges tjeneste. Den ny elite var hen imod århundredeskiftet blevet en varieret gruppe af akademikere, og efterhånden som den matematiske linje producerede studenter, kom ingeniørerne også til.
Pigerne bliver elever på Statsskolen
I 1875 blev de første kvinder optaget på universitetet som studerende. Det lå i tiden, at også kvinderne burde kunne uddanne sig på lige fod med mændene. Mange mænd mente, at da kvindernes egentlige bestemmelse her i livet var at blive gift og passe mand og børn, ville en akademisk uddannelse være spild af tid.
Allerede i 1881 blev det drøftet på Horsens Lærde Skole, om der burde optages piger i landets lærde skoler. Ministeriet havde bedt landets rektorer udtale sig i anledning af en konkret forespørgsel, og holdningen var negativ, også i Horsens, hvor rektor Iversen ikke lagde skjul på sin afsky over for al den moderne snak om ligeberettigelse. Han frygtede, at hvis det greb om sig, ville kvinderne:
“kræve ligeberettiget adkomst til de stillinger i samfundet, der er forbeholdt mænd af videnskabelig dannelse.”
Det mente Iversen ikke, staten burde give det blå stempel. Han mente heller ikke, at det var godt for pigernes kvindelighed at blive placeret mellem mandlige kammerater, og endelig huede det ham ikke, at man ville være nødt til at gøre forskel, hvad angik „det opdragende moment i undervisningen”(!).
I 1903 hjalp ingen kære mor. Den nye lov om den højere almenskole foreskrev, at piger skulle kunne optages i gymnasierne.
Holdningen i Horsens var nu langt mere positiv. Dog mente rektor Lund, at man her i Horsens burde forhandle med de private pigeskoler, der fandtes, fordi man jo ville gå dem slemt i næringen! Det problem blev løst ved, at rektor øjensynlig besnærede lederen af den ene pigeskole til at nedlægge sin skole og lade sig ansætte på Statsskolen!
Fra 1904 gik der altså piger på skolen, efter at man havde foretaget den nødvendige indretning af et omklædningsrum. Det var næppe uden betydning, at man havde fået en nysproglig linje, som straks blev populær hos pigerne.
Besættelsen 1943-1945
Afspærring af Horsens Statsskole
Den 22. oktober 1945 var dagen, da Horsens Statsskoles elever endelig kom hjem igen, efter at skolen i næsten to år havde været besat af tyskerne.
Efter besættelsesmagten i efteråret 1943 havde okkuperet skolen og først brugt den som fængsel, siden som kaserne, kunne bygningen igen tages i brug som skole, om end en del af inventaret manglede, idet alt var nedslidt og ”Adgang forbudt”-skiltene endnu ikke fjernet.
Blandt lærere og elever var der stor længsel efter at komme tilbage, da undervisningen under besættelse havde fundet sted en halv snes forskellige steder. Først på den daværende Allegades skole, indtil tyskerne også overtog den. Derefter bl.a. på politigården, på KFUM i Søndergade, KFUK i Allegade, i Håndværkerforeningen, hos Horsens Jern- og Staal på Sønderbro, i Sparekassen i Jessensgade og på Handelsskolen på Vitus Berings Plads.
Tilbageerobring
Der var almindelig enighed om, at ”tilbageerobringen” af skolen skulle ske på festlig vis. Begivenheden prægede hele byen. Eleverne mødte op, hvor de plejede, og en opsamlingsprocession med skolens fane og et hornorkester i spidsen lagde vejen omkring de forskellige undervisningssteder.
Elever og lærere marcherede i silende regn gennem byen for at genindtage skolen og starte undervisningen i de rette omgivelser. Undervejs sang alle Frihedssangen, En Vinter lang og mørk og haard, Stars and Stripes og, da der var temmelig langt til vejs ende, også It’s a long way to Tipperary.
De første piger på Horsens Statsskole
I 1905 var der for første gang piger blandt årets studenter på Horsens Statsskole efter flere årtiers heftig debat. Allerede i 1881 blev landets rektorer spurgt om deres holdning til emnet, og rektor Iversen på Horsens Statsskole (dengang Horsens Lærde Skole) var ikke positivt stemt.
Hans mening synes nok i dag næsten morsom, og det siger selvfølgelig noget om, hvor meget der er sket i samfundet siden da. Læs hans udtalelse om piger på skolen her.
Kvindernes indtog på Horsens Statsskole
Af Gert Bergstein, tidligere Inspektor
I „Indbydelsesskrift til Aarsprøve og Afgangsprøverne i Horsens Lærde Skole i Juni og Juli 1882″ stod under „Skrivelser til og fra Ministeriet” følgende:
Ministeriel Skrivelse af 29de August 1881
„Med Hensyn til, at der gjennem en af de lærde Skolers Rektorer er fremsendt til Ministeriets Afgjørelse et Andragende, hvori der anholdes om, at en 16 aarig Kvinde, der som Privatist har bestaaet Afslutningsfagene ved 4de Klasses Hovedexamen i sproglighistorisk Retning, maa optages som Discipel i den paagjældende lærde Skoles 5te Klasse for at gjennemgaa denne og 6te Klasse og derefter tage Afgangsexamen for Studerende, skulde man, forinden der tages Bestemmelse l Sagen, tjenstligst udbede sig Hr. Rektorens, Yttringer om kvindelige Disciples Optagelse i den lærde Skole i Almindelighed behageligst meddelte, efter at Spørgsmaalet forinden har været forelagt til Drøftelse paa en Lærerforsamling.”
Herpaa svaredes under 2den September saaledes:
“Spørgsmaalet om kvindelige Elevers Optagelse i de lærde Skoler er ikke blot et pædagogisk Spørgsmaal, men bliver i sine Konsekventser ogsaa et socialt Spørgsmaal. Hvis nemlig et større Antal Kvinder efterhaanden optages i de lærde Skoler, kan det forudses, at de, efterat have taget Afgangsexamen, ogsaa ville gjøre Fordring paa de Rettigheder, som denne Examen hjemler, og kræve ligeberettiget Adgang til de Stillinger i Samfundet, der nu ere forbeholdte Mænd med videnskabelig Dannelse.
Naar nu Staten aabner sine Undervisningsanstalter for Kvinder, vil den faa Udseende af ligesom at paatrykke disse Bestræbelser for at hævde Kvindens Ligeberettigelse med Hensyn til Adgangen til videnskabelig Uddannelse et Præg af Berettigelse, hvilket dog vel maa betragtes som mindre forsigtigt, da hele dette gjennemgribende sociale Spørgsmaal langtfra er modent til Afgjørelse.
Paa Grund af disse Konsekventser, som ovennævnte Tilladelse kan drage efter sig, skulde jeg altsaa tillade mig at fraraade, at en saadan Tilladelse gives, tilmed da jeg i det Hele taget er en bestemt Modstander af alle den nyere Tids Bestræbelser for at stille Kvinder lige med Mænd, idet jeg mener, at disse Bestræbelser udgaa fra en grundig Misforstaaelse og Miskjendelse af de naturlige Forhold.
Hertil maa jeg dog, da det høje Ministerium udtrykkeligt har forlangt, at Sagen skulde forelægges til Drøftelse i en Lærerforsamling, føje den Bemærkning, at min Mening herom ikke deles af alle Lærere her ved Skolen.
Hvad vi derimod alle ere enige om, er, at Sagen, betragtet som et rent pædagogisk Spørgsmaal, paa det Bestemteste bør fraraades.
At undervise Drenge og Piger sammen, thi derom er det jo, at Spørgsmaalet egentlig drejer sig, kjende vi her i Landet ikke noget til undtagen i enkelte Almueskoler og i de laveste Pogeskoler. I Amerika derimod er det meget almindeligt og skal give gode Resultater; men man maa være varsom med at overføre amerikanske Forhold paa os og forsigtig med at fæste Lid til alt, hvad der fortælles om amerikanske Skoleforhold. Men selv i de Skoler, hvor vi undervise Drenge og Piger sammen, skjøndt disse kun ere Børn, da de jo forlade Almueskolen i en Alder af 13-14 Aar ved og før Konfirmationen, er Fællesskabet, idetmindste saavidt min Erfaring rækker, ikke uden Ulemper. Og ganske anderledes vil Forholdet stille sig i de lærde Skoler, hvor Eleverne jo maa forblive til den voxne Alder eller i det mindste til Overgangen til den voxne Alder.
Selv om Tonen i de øverste Klasser er nok saa mønsterværdig, vil der dog være utallige Hensyn at tage til de unge Pigers Kvindelighed, hvilket ikke let vil kunne forenes med det kammeratlige Forhold, der ved Samlivet maa udvikle sig mellem de mandlige og de kvindelige Elever; og i mange mere ydre Forhold vil det dog være absolut nødvendigt at gjøre en bestemt Adskillelse mellem Kjønnene, hvorpaa vore lærde Skoler, idetmindste for Øjeblikket, ikke ere belavede.
Endelig er der saa stor Forskjel mellem Drenge og Piger i intellektuel og fysisk Udvikling og Modenhed, at det vil blive saare vanskeligt at undervise Drenge og Piger sammen, ligesom det også, hvad det opdragende Moment i Undervisningen angar, vil være umuligt at lade de forskjellige Individualiteter komme til deres Ret.
Sagen stiller sig i det Hele for mig som et Experiment og et revolutionært Skridt, som den lærde Skole paa ingen Maade bør gaa i Spidsen for, og jeg skal derfor paa det Bestemteste fraraade, at der gives Tilladelse til at optage kvindelige Elever i den lærde Skole.”
I årsskriftet fra 1910 er der en oversigt over studenterne fra 1882-1909, og her er det lykkedes at finde de første kvindelige studenter. Vi skal tilbage til 1905, hvor vi finder både en sproglig og en matematisk student.
Skolen i det 20. århundrede
Reformen af 1903 bestod for gymnasiets vedkommende uændret til grengymnasiet kom i 70’erne. Derimod undergik folkeskolen nogle forandringer, som fik den allerstørste betydning for Horsens Statsskole og landets andre gymnasier. Det hang sammen med det 20. århundredes store gymnasievision: Gymnasiet som overbygning til folkeskolen.
Højere Forberedelseseksamen, grengymnasiet og senere valgfagsgymnasiet kom som følge af uddannelseseksplosionen efter 1960. Gymnasiet havde stadig som formål at forberede elever til de videregående uddannelser. Man kunne måske kalde dette formål for latinskolens gamle vision.
Forberedelse til de videregående uddannelser
I løbet af 60’erne væltede eleverne fra 9. og 10. klasse ind på landets gymnasier, som blev fyldt til bristepunktet.
Og antallet af gymnasier eksploderede. Tilsvarende vækst kom der selvfølgelig i de videregående uddannelser, hvor nye uddannelsescentre og nye uddannelser så dagens lys – også mellemlange og korte. Det betød, at gymnasiet kom til at levere studerende til stadig flere videregående uddannelser, samtidig med at et stigende antal elever kom fra studiefremmede miljøer. Det stillede nye krav til undervisningen. Både pædagogisk og fagligt.
Derfor udspecialiserede gymnasiet linjerne i grene i 70’erne og gik endnu videre med 80’ernes valgfagsgymnasium, hvor den enkelte i hidtil ukendt grad kunne skræddersy sig en individuel studentereksamen.
Ikke længere en elitær skole
Gymnasiet har sammen med hf bredt sig over aftagermarkedet, så gymnasiet giver adgang til erhvervsuddannelser, som tidligere blev forsynet fra realskolerne og præliminærkurserne. Samtidig har gymnasiet mistet det gamle monopol på at levere studerende til de akademiske uddannelser.
I dag giver hf, hhx og htx også adgang til universitetet. Statsskolen og de andre gymnasier er blevet en af flere muligheder. Der er mange studenterhuer i dag.
Har vi en skolekultur i gymnasiet?
Gymnasiet som skoleform har lange rødder tilbage i tiden, som vi har set. De gamle latinskoler, og senere de lærde skoler, havde en meget markant skolekultur, som de også var meget bevidste om selv: De var samfundets elitære skole.
Sådan føler vi ikke, gymnasiet er i dag. Men hvordan er vores selvforståelse så? Først og fremmest er vi fra gymnasiet meget bevidste om, at vi ikke er en fagskole, som de andre ungdomsuddannelser med undtagelse af hf. Vi føler os egentlig mere beslægtet med højskolerne end med handelshøjskolerne og ingeniørhøjskolerne, men på den anden side vedkender vi os, at vi ligesom fagskolerne går ind for forpligtende studier og eksamen, akkurat ligesom den gamle latinskole!
Vi har i gymnasieskolen et særligt forhold til ordet almendannelse; men vi kan ikke lide det, de gamle lærde skoler lagde i det: kendskab til den klassiske visdom, kendskab til klassikerne inden for litteratur og kunst, bred orientering i tidens viden. Der er intet galt i at være kyndig i disse ting, men vi synes ikke, det i sig selv giver almendannelse.
Almendannelse er mere et personlighedstræk, som vi tror, man kan erhverve ved at arbejde med fagene som elev på et gymnasium: Det kan beskrives som åbenhed og fordomsfri nysgerrighed over for det stof, der arbejdes med. Det er vilje til at løse problemer, og det er en kritisk og tolerant holdning over for mennesker og meninger. Det er vel i virkeligheden fremhævelsen af disse ting over for kundskabsindlæringen, der gør vores selvforståelse anderledes end andre skoleformers. Her ligger måske en eller anden arv fra den gamle latinskole gemt.
Tidslinje
År 1532 Horsens Statsskole blev grundlagt. Skolen lå på hjørnet af Borgergade og (den senere) Havne Allé og havde tre undervisningslokaler, et til hver lektie, en lejlighed til rektor og værelser til de to hørere. |
År 1746 Skolen blev nedrevet og genrejst, nu med et bibliotek ud over de tre undervisningslokaler. |
År 1857 Man opførte en splinterny bygning på hjørnet af Havne Allé og Amaliegade. Det var en bygning i to etager med ni klasselokaler, en tegne- og syngesal, en gymnastiksal, rektor- og pedelbolig. Der var også plads til lærerværelse, bibliotek, en fysisk og en naturhistorisk samling. |
År 1940 Skolen flyttede til de nuværende bygninger på Studentervænget. |
År 2004 Nybygget hal indvies. |
År 2014 Skolens sciencefløj med auditorium blev taget i brug. Forbindelsen til den nye fløj går gennem skolens videncenter, der ved samme lejlighed er blevet ombygget og moderniseret. Skolen er desuden blevet udvidet i 1968-72 og igen i 2007, hvor administrationen og lærerværelset blev flyttet til de gamle gymnastiksale |
År 2020 Horsens Statsskole og Horsens Gymnasium sammenlægges under navnet Horsens Gymnasium & HF. Horsens Statsskole udbygges så alle STX og HF elever fra 2021 samles på Studentervænget. |
Horsens Statsskoles historie
Fra latinskole til moderne gymnasium.
Fra korporlig afstraffelse til elevdemokrati. Fra udenadslære og overhøring til dialog. Horsens Statsskole har en lang historie.
Og ligesom der er sket drastiske udviklinger med selve begrebet skole i den tid, er Horsens Statsskoles fysiske fremtræden også vokset støt og roligt fra grundlæggelsen i 1532 og til i dag.
Her kan du læse mere om Horsens Statsskoles historie fra reformationen og frem til i dag.
Horsens latinske skole før 1800
Hvad lærte man
Hvilke fag mente staten var nødvendige og tilstrækkelige til at forvandle drenge til en samfundselite? I hele 1500- og 1600-tallet drejede det sig om Luthers Katekismus, morallære, kristen dogmatik og først og fremmest en grundig indføring i latin både skriftligt og mundtligt med brug af klassiske forfattere. Også græsk og hebræisk skulle der undervises i i de ældste klasser, og her brugtes stykker fra biblen.
Selve undervisningen foregik på latin undtagen i den yngste klasse (sinkerne!). Det drejede sig om at kunne tale og skrive latin elegant og klart, at kunne fremstille en sag logisk og gendrive andres argumenter.
Det var vejen frem for de drenge, der ønskede at gøre karriere i statens tjeneste som præster og, hvis lykken stod dem bi, som universitetslærere eller biskopper.
Et smukt eksempel fra Horsens er ærkebiskop Hans Svane (1606-1668), der via en universitetskarriere i østerlandske sprog og teologi blev biskop i Roskilde og senere af kongen blev udnævnt til leder af den danske statskirke. Mange måtte dog nøjes med at blive latinskolelærere eller degne. (Holbergs Per Degn i Erasmus Montanus er et typisk eksempel på en sådan karriere).
En stilling som privatlærer i en fornem familie kunne for øvrigt også føre til en strålende karriere. Horsensdrengen Ove Høegh-Guldberg blev i 1764 efter en universitetskarriere privat informator for kongens halvbroder arveprins Frederik og blev først geheimeråd og siden stiftsamtmand i Århus.
Horsens lærde skole 1805-1857
Oplysningstidens reformer
Fra midten af det 18. århundrede ændredes opfattelsen af stat og samfund radikalt. Der kom en ny opfattelse af enevældestaten. Kongen skulle være den kloge og kærlige landsfader, der regerede over en befolkning, som var flittig, oplyst, moralsk og derfor lyksalig. Og magthaverne satte handling bag ordene: Folkeskoleloven 1814 var udtryk for den tanke, at det var både rimeligt og nyttigt at give den almindelige dansker så mange kundskaber som muligt.
Latinskolerne, som jo uddannede den normsættende elite, måtte selvfølgelig ændres i overensstemmelse hermed. 1805-09 kom nye bestemmelser om organisation af og undervisning i latinskolerne.
Latinskolereformen
Fra nu af blev latinskolerne frigjort fra kirken. Sognepræsten mistede tilsynet med administration og undervisning. Rektors, hørernes og elevernes tjeneste i kirken ophørte, hvilket selvfølgelig også betød, at de forskellige indtægter fra kirken ophørte.
Staten ønskede fra nu af, at tysk, fransk, aritmetik og elementær geometri skulle på skemaet ved siden af latin, græsk, dansk, historie, geografi og religion. Man ønskede også, hvor det var praktisk muligt, at der skulle undervises i naturhistorie, engelsk, tegning, sang og gymnastik. Dette var i virkeligheden noget af en revolution.
Høreruddannelsen måtte selvfølgelig ændres totalt. Man havde nu behov for faglærere i mange og meget forskellige fag. (Man måtte dog indforskrive militærpersoner til gymnastikken). Det gamle lektiesystem blev afløst af et klassesystem med fire toårige klasser, hvor hver lærer underviste i sine bestemte fag på alle klassetrin. Lærerne kom på fast (og betydeligt højere) løn, samtidig med at de mistede deres fribolig på skolen. De dygtigste og mest erfarne fik titel af overlærer, de andre kaldtes adjunkter.
Også elevernes tilværelse ændredes på godt og ondt. Undervisningen blev sikkert bedre og mere afvekslende, og de slap for de kirkelige pligter. Men samtidig mistede de deres indtægter fra kirken og var henvist til at leve af stipendier, legater og gratis middagsmad fra gavmilde borgere, hvis deres forældre ikke kunne forsørge dem.
Oven i købet blev der nu indført skolepenge: Når man blev indmeldt i Horsens Lærde Skole, som navnet nu blev, måtte man betale 5 Rdl og siden 23 Rdl om året (fra 1816 35 Rdl). Hermed skiftede skolen karakter. Det ser ud, som om Horsens lærde Skole blev en skole for overklasse og middelstand.
Rektor Oluf Worm (1788-1829)
Rektor Worm er et eksempel på, at rektorembedet var blevet socialt velanskrevet allerede før reformerne. Worm var kandidat til filologiske og teologiske professorater i København, da han valgte embedet i Horsens. I 1800 blev han titulær professor, og 1809 blev han, som den første rektor i Danmark, ridder af Dannebrog.
I Horsens var han toneangivende i klubben, hvor byens spidser mødtes om punchebollen. Det var ham, der oplæste og kommenterede aviserne, når de kom med postvognen fra København. Han kunne også fortælle nyt fra Hovedstaden, fordi han korresponderede livligt med velinformerede venner ved universitetet.
Worm havde mange af Taubers gode egenskaber: Han var en lærd mand og en underviser af format. Men han modtog de nye reformer med dyb skepsis. Han skrev i en betænkning til hertugen af Augustenborg, at planerne var uigennemførlige, dels fordi man ikke havde lærere, der kunne undervise i de nye fag, dels fordi eleverne ikke kunne fordøje så mange fag.
De ville blive forvirrede af at lære for lidt om for mange ting, eller også ville de blive indbildske og tro, at deres overfladiske viden var bedre end „virkelig og grundig lærdom”, som man efter Worms mening først og fremmest fik ved at studere latin og græsk, de fag som jo nødvendigvis måtte afgive timer.
Det, at Worm rejste en debat om undervisningens mål og midler, var nyt og meget karakteristisk for oplysningstiden. F.eks. spurgte Worm, om det var særligt realistisk at forvente, at børn kunne kapere en masse abstrakte sammenhænge på niveauer, der efter Worms mening hørte hjemme på universiteterne. Worm gik ind for konkret viden formidlet gennem samtale. Man skulle ikke nøjes med at overhøre eleverne, men han frygtede, hvis eleverne ikke dagligt blev stillet til regnskab for det, de havde lært:
„det, som er forklaret, for pensa, som er foresat, for det, de have at lære udenad, da kan man være vis på, …. at de allerfleste ….. forsømmer den daglige flid, og ved årets udgang vide intet”.
De klassiske fag under pres
Fra 1809 til 1903 kæmpede de klassiske fag mod angrebene fra de nye fag. I Worms rektortid, frem til 1829, lykkedes det ham at hindre indførelsen af de fleste af dem. Matematikken måtte han modstræbende acceptere på sin skole lige som tysk og fransk. Gymnastik blev først indført 1830 (om aftenen efter skoletid!). Sang, naturhistorie, naturlære, tegning og engelsk kom først på skemaet i hhv. 1834, 1838, 1846, 1850 og 1856.
På mange andre områder kunne Worm ånde lettet op: Overhøring blev bestemt ikke afskaffet, og der kom hyppige karakterbøger. Der kom for øvrigt også en fastere struktur over skoleåret med faste ferier omkring jul, påske og pinse, samt en 14 dages sommerferie.
I skolereformen var der åbnet muligheder for, at ikke-studerende elever kunne optages. De skulle følge alle timer undtagen latin, græsk og hebræisk. Det var sikkert formålet at udnytte lærerkræfterne til at uddanne unge til en karriere både i og uden for offentligt regi, men uden for universiteterne. Det oplevedes dog som et problem med disse specielle elever med de store huller i skemaet.
Men det største problem blev fagtrængselen. Det prøvede man at løse med en reform i 1846. Man indførte nu 5 etårige klasser for alle elever og en toårig 6.klasse for de studerende elever. Man ventede med latin til 2. klasse, græsk til 4. klasse og hebræisk til 5. klasse.
De klassiske fag var stærkt dominerende fra 4. klasse. Omvendt stod tysk og fransk stærkt i 1. og 2. klasse, for næsten at forsvinde i 4.-6. klasse. Matematik og fysik var lavstatusfag endnu i reformen 1846. Især fysik, som først fik tildelt 2 ugentlige skematimer i 6. klasse. I Horsens ser vi, at matematik og fysik ofte blev henlagt til eftermiddagstimerne sammen med andre mindre vigtige fag som historie, religion og tysk!
Den nye skole i Havne Allé
I 1840’erne truedes Horsens Lærde Skole med nedlæggelse som led i en større strukturændring. Ved en stor indsats fra byen og Århus Stiftsamt lykkedes det at få det hele udskudt, og efter treårskrigen besluttede man at bevare Horsens Lærde Skole.
Horsens Lærde Skole. Set fra Bakken ved Hulvejen. Efter Maleri 1875 af Frkn. E. og L. Thornam.
Men den gamle bygning i Borgergade var blevet for trang, og i 1857 opførte man en splinterny bygning på hjørnet af Havne Allé og Amaliegade, hvor nu Byggeteknisk Højskole har til huse. Det var en tofløjet bygning i to etager, der rummede ni klasselokaler, en tegne- og syngesal, en gymnastiksal, rektor- og pedelbolig. Der var også plads til lærerværelse, bibliotek, en fysisk og en naturhistorisk samling. Inden for disse rammer kunne skolen udvikle sig indtil 1940, hvor man flyttede ind i de nuværende bygninger (senere udvidet i 1968-72).
Horsens lærde skole under den tidlige industrialisering 1857-1903
Tidens krav
I 1829 blev Polyteknisk Læreanstalt oprettet i København, et tegn på at naturvidenskaberne var på vej frem mod ligestilling med universitetsuddannelserne. Det var indlysende, at latinskolerne mindre og mindre blev i stand til at forberede eleverne til de naturvidenskabelige studier ved universitetet for ikke at tale om ingeniøruddannelsen ved Polyteknisk Læreanstalt.
Efter 1850 pressede man på fra statens side for at få ændret de lærde skoler, så de stadigvæk kunne uddanne en elite, der var tidssvarende i et industrisamfund.
Realeksamen for ikke-studerende
I 1862 forbarmede man sig over de ikke-studerende elever med et forløb fra 1. til 5. klasse, der indførte fysik og styrkede engelsk, historie, geografi, geometri, tegning og naturhistorie i de timer, hvor kammeraterne havde latin og græsk. De første med realeksamen dimitterede fra Horsens Lærde Skole i 1864. Det var en uddannelse, der tog sigte på handel og industri.
Linjedelingen 1871
I 1871 kom så den ventede reform. Man afskaffede 1. og 2. klasse og indførte en ekstra klasse i den anden ende, så man fik en 4-årig mellemskole og et 2-årigt gymnasium. Allerede i mellemskolen blev klasserne linjedelt i en sprogligt-historisk linje og en reallinje.
Den sproglige linje fik mange latintimer fra første færd. Den forberedte til gymnasiet. I de to gymnasieår kunne man så vælge mellem en sproglig linje med hovedvægt på latin og græsk og en matematisk-naturvidenskabelig linje, hvor man fik mange matematiktimer og også ganske mange fysiktimer. For at matematikerne ikke skulle blive de rene barbarer uden græsk, indførte man 2 timer oldtidskundskab om ugen!
Allerede i 3. mellem måtte eleverne vælge, om de ville være matematikere eller sproglige. De vordende sproglige begyndte her på græsk, mens de andre fik ekstra matematik og fysik. Mellemskolens reallinje lignede det gamle forløb fra 1862. Med denne reform kunne man forberede eleverne ordentligt, også til de naturvidenskabelige uddannelser og til ingeniørstudiet.
I Horsens opstod der behov for en skole, der kunne erstatte de to skoleår, man havde kappet, og forberede eleverne til den nye 1. klasse. En kreds af forældre og latinskolelærere oprettede Horsens Lærde Skoles Forberedelsesskole, der i 1927 blev til Hulvejens Skole.
Reformen 1903
De moderne sprog var dog stadigvæk efter manges mening stedmoderligt behandlet. I gymnasiet var tysk, engelsk og fransk fællesfag for matematikere og sproglige med hhv. 2, 2 og 4 ugentlige timer i 6. klasse, som var den ældste klasse i Horsens.
I 1903 gennemførtes så den sidste store reform ved oprettelse af den nysproglige linje, der styrkede engelsk og tysk voldsomt på bekostning af græsk, som forsvandt, og latin, som blev kraftigt nedskåret.
Den hidtidige sproglige linje fortsatte under navnet: Den gammelsproglige Linie. Den forsvandt snart fra mange gymnasier, også fra Horsens, som nu skiftede navn til Horsens Statsskole.
Elevklientel og uddannelsesmål omkring 1900
En opgørelse for årene 1859-75 viser, at Horsens Lærde Skole var en skole for sønner af præster, embedsmænd og velhavende borgere.
Sammenligner man uddannelsesmålene med den tidligere undersøgelse fra 1780-1802, ses et fald i antallet af præster og lærere og en kraftig stigning af uddannede jurister og læger. Et stigende antal har virket uden for det offentliges tjeneste. Den ny elite var hen imod århundredeskiftet blevet en varieret gruppe af akademikere, og efterhånden som den matematiske linje producerede studenter, kom ingeniørerne også til.
Pigerne bliver elever på Statsskolen
I 1875 blev de første kvinder optaget på universitetet som studerende. Det lå i tiden, at også kvinderne burde kunne uddanne sig på lige fod med mændene. Mange mænd mente, at da kvindernes egentlige bestemmelse her i livet var at blive gift og passe mand og børn, ville en akademisk uddannelse være spild af tid.
Allerede i 1881 blev det drøftet på Horsens Lærde Skole, om der burde optages piger i landets lærde skoler. Ministeriet havde bedt landets rektorer udtale sig i anledning af en konkret forespørgsel, og holdningen var negativ, også i Horsens, hvor rektor Iversen ikke lagde skjul på sin afsky over for al den moderne snak om ligeberettigelse. Han frygtede, at hvis det greb om sig, ville kvinderne:
“kræve ligeberettiget adkomst til de stillinger i samfundet, der er forbeholdt mænd af videnskabelig dannelse.”
Det mente Iversen ikke, staten burde give det blå stempel. Han mente heller ikke, at det var godt for pigernes kvindelighed at blive placeret mellem mandlige kammerater, og endelig huede det ham ikke, at man ville være nødt til at gøre forskel, hvad angik „det opdragende moment i undervisningen”(!).
I 1903 hjalp ingen kære mor. Den nye lov om den højere almenskole foreskrev, at piger skulle kunne optages i gymnasierne.
Holdningen i Horsens var nu langt mere positiv. Dog mente rektor Lund, at man her i Horsens burde forhandle med de private pigeskoler, der fandtes, fordi man jo ville gå dem slemt i næringen! Det problem blev løst ved, at rektor øjensynlig besnærede lederen af den ene pigeskole til at nedlægge sin skole og lade sig ansætte på Statsskolen!
Fra 1904 gik der altså piger på skolen, efter at man havde foretaget den nødvendige indretning af et omklædningsrum. Det var næppe uden betydning, at man havde fået en nysproglig linje, som straks blev populær hos pigerne.
Horsens Statsskole
Besættelsen 1943-1945
Afspærring af Horsens Statsskole
Den 22. oktober 1945 var dagen, da Horsens Statsskoles elever endelig kom hjem igen, efter at skolen i næsten to år havde været besat af tyskerne.
Efter besættelsesmagten i efteråret 1943 havde okkuperet skolen og først brugt den som fængsel, siden som kaserne, kunne bygningen igen tages i brug som skole, om end en del af inventaret manglede, idet alt var nedslidt og ”Adgang forbudt”-skiltene endnu ikke fjernet.
Blandt lærere og elever var der stor længsel efter at komme tilbage, da undervisningen under besættelse havde fundet sted en halv snes forskellige steder. Først på den daværende Allegades skole, indtil tyskerne også overtog den. Derefter bl.a. på politigården, på KFUM i Søndergade, KFUK i Allegade, i Håndværkerforeningen, hos Horsens Jern- og Staal på Sønderbro, i Sparekassen i Jessensgade og på Handelsskolen på Vitus Berings Plads.
Tilbageerobring
Der var almindelig enighed om, at ”tilbageerobringen” af skolen skulle ske på festlig vis. Begivenheden prægede hele byen. Eleverne mødte op, hvor de plejede, og en opsamlingsprocession med skolens fane og et hornorkester i spidsen lagde vejen omkring de forskellige undervisningssteder.
Elever og lærere marcherede i silende regn gennem byen for at genindtage skolen og starte undervisningen i de rette omgivelser. Undervejs sang alle Frihedssangen, En Vinter lang og mørk og haard, Stars and Stripes og, da der var temmelig langt til vejs ende, også It’s a long way to Tipperary.
De første piger på Horsens Statsskole
I 1905 var der for første gang piger blandt årets studenter på Horsens Statsskole efter flere årtiers heftig debat. Allerede i 1881 blev landets rektorer spurgt om deres holdning til emnet, og rektor Iversen på Horsens Statsskole (dengang Horsens Lærde Skole) var ikke positivt stemt.
Hans mening synes nok i dag næsten morsom, og det siger selvfølgelig noget om, hvor meget der er sket i samfundet siden da. Læs hans udtalelse om piger på skolen her.
Kvindernes indtog på Horsens Statsskole
Af Gert Bergstein, tidligere Inspektor
I „Indbydelsesskrift til Aarsprøve og Afgangsprøverne i Horsens Lærde Skole i Juni og Juli 1882″ stod under „Skrivelser til og fra Ministeriet” følgende:
Ministeriel Skrivelse af 29de August 1881
„Med Hensyn til, at der gjennem en af de lærde Skolers Rektorer er fremsendt til Ministeriets Afgjørelse et Andragende, hvori der anholdes om, at en 16 aarig Kvinde, der som Privatist har bestaaet Afslutningsfagene ved 4de Klasses Hovedexamen i sproglighistorisk Retning, maa optages som Discipel i den paagjældende lærde Skoles 5te Klasse for at gjennemgaa denne og 6te Klasse og derefter tage Afgangsexamen for Studerende, skulde man, forinden der tages Bestemmelse l Sagen, tjenstligst udbede sig Hr. Rektorens, Yttringer om kvindelige Disciples Optagelse i den lærde Skole i Almindelighed behageligst meddelte, efter at Spørgsmaalet forinden har været forelagt til Drøftelse paa en Lærerforsamling.”
Herpaa svaredes under 2den September saaledes:
“Spørgsmaalet om kvindelige Elevers Optagelse i de lærde Skoler er ikke blot et pædagogisk Spørgsmaal, men bliver i sine Konsekventser ogsaa et socialt Spørgsmaal. Hvis nemlig et større Antal Kvinder efterhaanden optages i de lærde Skoler, kan det forudses, at de, efterat have taget Afgangsexamen, ogsaa ville gjøre Fordring paa de Rettigheder, som denne Examen hjemler, og kræve ligeberettiget Adgang til de Stillinger i Samfundet, der nu ere forbeholdte Mænd med videnskabelig Dannelse.
Naar nu Staten aabner sine Undervisningsanstalter for Kvinder, vil den faa Udseende af ligesom at paatrykke disse Bestræbelser for at hævde Kvindens Ligeberettigelse med Hensyn til Adgangen til videnskabelig Uddannelse et Præg af Berettigelse, hvilket dog vel maa betragtes som mindre forsigtigt, da hele dette gjennemgribende sociale Spørgsmaal langtfra er modent til Afgjørelse.
Paa Grund af disse Konsekventser, som ovennævnte Tilladelse kan drage efter sig, skulde jeg altsaa tillade mig at fraraade, at en saadan Tilladelse gives, tilmed da jeg i det Hele taget er en bestemt Modstander af alle den nyere Tids Bestræbelser for at stille Kvinder lige med Mænd, idet jeg mener, at disse Bestræbelser udgaa fra en grundig Misforstaaelse og Miskjendelse af de naturlige Forhold.
Hertil maa jeg dog, da det høje Ministerium udtrykkeligt har forlangt, at Sagen skulde forelægges til Drøftelse i en Lærerforsamling, føje den Bemærkning, at min Mening herom ikke deles af alle Lærere her ved Skolen.
Hvad vi derimod alle ere enige om, er, at Sagen, betragtet som et rent pædagogisk Spørgsmaal, paa det Bestemteste bør fraraades.
At undervise Drenge og Piger sammen, thi derom er det jo, at Spørgsmaalet egentlig drejer sig, kjende vi her i Landet ikke noget til undtagen i enkelte Almueskoler og i de laveste Pogeskoler. I Amerika derimod er det meget almindeligt og skal give gode Resultater; men man maa være varsom med at overføre amerikanske Forhold paa os og forsigtig med at fæste Lid til alt, hvad der fortælles om amerikanske Skoleforhold. Men selv i de Skoler, hvor vi undervise Drenge og Piger sammen, skjøndt disse kun ere Børn, da de jo forlade Almueskolen i en Alder af 13-14 Aar ved og før Konfirmationen, er Fællesskabet, idetmindste saavidt min Erfaring rækker, ikke uden Ulemper. Og ganske anderledes vil Forholdet stille sig i de lærde Skoler, hvor Eleverne jo maa forblive til den voxne Alder eller i det mindste til Overgangen til den voxne Alder.
Selv om Tonen i de øverste Klasser er nok saa mønsterværdig, vil der dog være utallige Hensyn at tage til de unge Pigers Kvindelighed, hvilket ikke let vil kunne forenes med det kammeratlige Forhold, der ved Samlivet maa udvikle sig mellem de mandlige og de kvindelige Elever; og i mange mere ydre Forhold vil det dog være absolut nødvendigt at gjøre en bestemt Adskillelse mellem Kjønnene, hvorpaa vore lærde Skoler, idetmindste for Øjeblikket, ikke ere belavede.
Endelig er der saa stor Forskjel mellem Drenge og Piger i intellektuel og fysisk Udvikling og Modenhed, at det vil blive saare vanskeligt at undervise Drenge og Piger sammen, ligesom det også, hvad det opdragende Moment i Undervisningen angar, vil være umuligt at lade de forskjellige Individualiteter komme til deres Ret.
Sagen stiller sig i det Hele for mig som et Experiment og et revolutionært Skridt, som den lærde Skole paa ingen Maade bør gaa i Spidsen for, og jeg skal derfor paa det Bestemteste fraraade, at der gives Tilladelse til at optage kvindelige Elever i den lærde Skole.”
I årsskriftet fra 1910 er der en oversigt over studenterne fra 1882-1909, og her er det lykkedes at finde de første kvindelige studenter. Vi skal tilbage til 1905, hvor vi finder både en sproglig og en matematisk student.
Skolen i det 20. århundrede
Reformen af 1903 bestod for gymnasiets vedkommende uændret til grengymnasiet kom i 70’erne. Derimod undergik folkeskolen nogle forandringer, som fik den allerstørste betydning for Horsens Statsskole og landets andre gymnasier. Det hang sammen med det 20. århundredes store gymnasievision: Gymnasiet som overbygning til folkeskolen.
Højere Forberedelseseksamen, grengymnasiet og senere valgfagsgymnasiet kom som følge af uddannelseseksplosionen efter 1960. Gymnasiet havde stadig som formål at forberede elever til de videregående uddannelser. Man kunne måske kalde dette formål for latinskolens gamle vision.
Forberedelse til de videregående uddannelser
I løbet af 60’erne væltede eleverne fra 9. og 10. klasse ind på landets gymnasier, som blev fyldt til bristepunktet.
Og antallet af gymnasier eksploderede. Tilsvarende vækst kom der selvfølgelig i de videregående uddannelser, hvor nye uddannelsescentre og nye uddannelser så dagens lys – også mellemlange og korte. Det betød, at gymnasiet kom til at levere studerende til stadig flere videregående uddannelser, samtidig med at et stigende antal elever kom fra studiefremmede miljøer. Det stillede nye krav til undervisningen. Både pædagogisk og fagligt.
Derfor udspecialiserede gymnasiet linjerne i grene i 70’erne og gik endnu videre med 80’ernes valgfagsgymnasium, hvor den enkelte i hidtil ukendt grad kunne skræddersy sig en individuel studentereksamen.
Ikke længere en elitær skole
Gymnasiet har sammen med hf bredt sig over aftagermarkedet, så gymnasiet giver adgang til erhvervsuddannelser, som tidligere blev forsynet fra realskolerne og præliminærkurserne. Samtidig har gymnasiet mistet det gamle monopol på at levere studerende til de akademiske uddannelser.
I dag giver hf, hhx og htx også adgang til universitetet. Statsskolen og de andre gymnasier er blevet en af flere muligheder. Der er mange studenterhuer i dag.
Har vi en skolekultur i gymnasiet?
Gymnasiet som skoleform har lange rødder tilbage i tiden, som vi har set. De gamle latinskoler, og senere de lærde skoler, havde en meget markant skolekultur, som de også var meget bevidste om selv: De var samfundets elitære skole.
Sådan føler vi ikke, gymnasiet er i dag. Men hvordan er vores selvforståelse så? Først og fremmest er vi fra gymnasiet meget bevidste om, at vi ikke er en fagskole, som de andre ungdomsuddannelser med undtagelse af hf. Vi føler os egentlig mere beslægtet med højskolerne end med handelshøjskolerne og ingeniørhøjskolerne, men på den anden side vedkender vi os, at vi ligesom fagskolerne går ind for forpligtende studier og eksamen, akkurat ligesom den gamle latinskole!
Vi har i gymnasieskolen et særligt forhold til ordet almendannelse; men vi kan ikke lide det, de gamle lærde skoler lagde i det: kendskab til den klassiske visdom, kendskab til klassikerne inden for litteratur og kunst, bred orientering i tidens viden. Der er intet galt i at være kyndig i disse ting, men vi synes ikke, det i sig selv giver almendannelse.
Almendannelse er mere et personlighedstræk, som vi tror, man kan erhverve ved at arbejde med fagene som elev på et gymnasium: Det kan beskrives som åbenhed og fordomsfri nysgerrighed over for det stof, der arbejdes med. Det er vilje til at løse problemer, og det er en kritisk og tolerant holdning over for mennesker og meninger. Det er vel i virkeligheden fremhævelsen af disse ting over for kundskabsindlæringen, der gør vores selvforståelse anderledes end andre skoleformers. Her ligger måske en eller anden arv fra den gamle latinskole gemt.