Horsens Folkeblad arrangerer vælgermøde på Horsens Gymnasium & HF torsdag 19.3 kl. 19.00.
Tirsdag 24. marts skal du sætte et kryds, der får stor betydning for Danmarks fremtid. Men er du sikker på, hvor du skal sætte dit kryds?
I valgkampens intense slutspurt inviterer Horsens Folkeblad dig til at møde partiernes lokale kandidater ved et vælgermøde på Horsens Gymnasium & HF, Studentervænget 2 torsdag den 19. marts kl. 19.00.
Vi stiller politikerne spørgsmål om noget af det, der har allermest betydning lige nu. Og du får også mulighed for at byde ind med spørgsmål om det, der optager dig.
Skal der være formueskat i Danmark - eller ej? Skal store bededag genindføres? Skal vi investere massivt i forsvar, styrke folkeskolen eller prioritere rent drikkevand højere?
Valgkampen byder på store visioner for Danmarks fremtid. Men hvad betyder beslutningerne på Christiansborg egentlig for Horsens og omegn?
Alle er velkomne til at møde op og blive klædt bedre på til, hvor krydset skal sættes. Tilmelding er ikke nødvendig. Vælgermødet holdes i Arken, vores flotte fællessal i A-bygningen.



