Fremstilling
– sådan skriver du en større opgave
Større opgaver skrives på en særlig måde.
Her kan du finde hjælp til at skrive de enkelte afsnit i en større opgave, hvad din vejleder forventer, når han beder om forskellige skriveformer, såsom redegøre, analysere, sammenligne etc og hvordan du skriver et talepapir.
Afsnit i større opgaver
Find vejledningerne til at skrive de enkelte afsnit ved at klikke på overskrifterne
Resume
Resumeet
Resumeet er en kort sammenfatning af hele besvarelsen. Modsat tidligeres opgavers abstract, skrives det på dansk. Formålet er at give læseren et hurtigt overblik over opgavens indhold.
Resumeet
- fylder typisk 10-20 linier
- indeholder en beskrivelse af opgavens:
- formål/problemstilling
- anvendte metoder
- resultater og konklusioner
- indeholder ikke citater eller kildehenvisninger
- skrives i ét afsnit
- laves efter opgaven er skrevet
- placeres umiddelbart før indholdsfortegnelsen
Det indgår i bedømmelsen af opgaven, om resumeet er:
- en relevant sammenfatning af opgaven
- overskueligt disponeret og indholdsmæssigt sammenhængende
Et sidste godt råd
Resumeet er læserens (censors!) førstehåndsindtryk. Det vil derfor være en rigtig god idé at ”sælge sig selv” bedst muligt: Sørg for at alle niveauerne i Blooms taksonomi er repræsenteret (redegørelse, analyse, vurdering), så du demonstrerer overfor læseren at din besvarelse er dybtgående, velovervejet og gennemarbejdet.
Indledning
Indledningens funktion
Som ordet ”indledning” antyder, er indledningens funktion at lede din læser ind i opgaven. Det er her, du skal præsentere emnet og problemstillingen og give et overblik over, hvordan du vil skrive opgaven.
Indledningen og problemformuleringen
Det er klart, at indledningen skal afspejle problemformuleringen, men det er ikke ensbetydende med, at du skal give en ordret gengivelse af den. Det står dig frit for at give indledningen en anden udformning end problemformuleringen, så længe den får det hele fra problemformuleringen med.
Indledningen er anslaget
Tænk på indledningen som opgavens anslag. Det er her, du skal vække modtagerens interesse for emnet og give ham/hende lyst til at læse videre. Det er også her, at du opbygger nogle forventninger hos læseren i forhold til, hvad der kommer i midterdelen. Det er vigtigt, at du indfrier disse forventninger.
Gode råd
- Gør først indledningen færdig, når du er igennem midterdelen. På den måde kan du afstemme indledningen efter, hvad du rent faktisk gør og finder frem til i midterdelen.
- Sæt indledningen og konklusionen op ved siden af hinanden, når konklusionen er skrevet. Så kan du tydeligt se, om indledningen lover for meget – eller om din konklusion kommer rundt om det hele.
- Hav problemformuleringen foran dig, når du skriver indledningen – og resten af opgaven.
Midterdel
I midterdelen besvares den stillede opgave
Det vil sige, at du som oftest redegøre, analyserer, diskuterer og måske sammenligner i dette afsnit i henhold til din problemformulering. Du kan læse mere om dette under Skriveformer
Din midterdel vil naturligt være opdelt i mindre afsnit med en selvstændig overskrift (underoverskrift).
Det kan normalt anbefales at afslutte hvert større afsnit med en delkonklusion, som du kan læse om herunder
Delkonklusioner
Delkonklusionens funktion
Delkonklusionernes funktion er kort og præcist at samle op på hovedpunkterne i en større tekstdel i midterdelen, fx redegørelsen. Ved at skrive delkonklusioner gør du det klart for læseren, hvad det vigtige var i den tekstdel, han/hun lige har læst. I delkonklusionen kan du også pege på, hvordan du vil arbejde videre med problemstillingen i den følgende tekstdel. På den måde kan delkonklusioner også bidrage til at skabe sammenhæng i opgaven.
Delkonklusioner og konklusionen
En delkonklusion er en brik til konklusionen, for i konklusionen gælder det især om at samle op på hovedpunkterne og resultaterne i hele midterdelen.
Konklusion
Konklusionens funktion
Konklusionen er slutningen på din opgave Dens vigtigste funktion er at samle op på hovedpunkterne og resultaterne fra besvarelsens midterdel og henlede læserens opmærksomhed på, hvordan hovedpunkterne og resultaterne fungerer som et svar på den problemstilling, du præsenterede i indledningen.
I konklusionen skal du ikke introducere nyt materiale eller åbne op for et nyt emne, men du kan dog godt hæve blikke og perspektivere emnet. Men det er ikke et krav.
Konklusionen og indledningen
Der skal gerne være en så tæt forbindelse mellem konklusionen og indledningen, at læseren kan læse indledningen og derefter springe direkte frem til konklusionen og se en tydelig sammenhæng mellem den problemstilling, du lægger frem i indledningen, og de hovedpunkter og resultater, du fremlægger i konklusionen. Kan læseren ikke det, er der noget galt med helheden i opgavebesvarelsen.
Gode råd
- Skriv løbende delkonklusioner, så har du nogle holdepunkter, når du kommer til konklusionen.
- Sæt din konklusion op imod opgaveformuleringen, og tjek om den kommer omkring det hele.
- Sæt din konklusion op imod indledningen, og tjek, at der er overensstemmelse mellem det, du siger, du vil gøre i indledningen, og de hovedpunkter og resultater, du fremhæver i konklusionen.
- Få det tværfaglige aspekt ved din besvarelse til at træde tydeligt frem i konklusionen.
- Konkluder på det stof, du har fremlagt i opgaven – ikke på det, du har gjort i opgaven, og hvordan du selv synes, det er gået.
Opbyg afsnit
Hvad består et afsnit af?
Afsnittet er den grundlæggende enhed i skriftlige tekster. Det består af en gruppe sætninger, som udvikler og understøtter én hovedide. Du skriver tekster i afsnit for at gøre det nemmere for modtageren at holde hovedideer ude fra hinanden. Et fokuseret og sammenhængende afsnit har:
- En hovedide, som normalt er udtrykt i en emnesætning.
- En række støttende sætninger, der udvikler emnesætningen.
- En klar og logisk sammenhæng mellem emnesætningen og de støttende sætninger, og de støttende sætninger indbyrdes. Denne sammenhæng skal også være tydelig for modtageren.
- En direkte eller indirekte forbindelse til tekstens hovedtema (og hovedpåstand).
- Afsnittet kan på flere måder ses som en fuld opgavebesvarelse i miniatureformat: Emnesætningen svarer til hovedemnet (og hovedpåstanden), og de støttende sætninger svarer til afsnittene.
Emnesætning
Emnesætningen præsenterer afsnittets hovedide og afgrænser afsnittets emne.Emnesætningen skal være en tydelig forgrening af besvarelsens hovedtema (og hovedpåstand). En emnesætning kan fx være en påstand, et spørgsmål, et citat eller en overvejelse.
Emnesætningen står som regel først i afsnittet.
På den måde giver du fra starten af læseren en god ide om, hvilken retning ideerne vil tage i de støttende sætninger. Men den kan i princippet stå, hvor det skal være i afsnittet. Fx kan du skabe lidt ”suspense” eller drama ved at åbne et afsnit med et eksempel eller et citat og runde af med emnesætningen.
Emnesætningen kan suppleres med en opsamlende sætning.
Hvis du har skrevet et langt og svært afsnit, er det en god ide at runde afsnittet af med en opsamling eller delkonklusion, dvs. en sætning, der opsummerer afsnittes vigtigste ideer og sætter dem i forhold til emnesætningen. På den måde gør du det nemmere for læseren at følge med.
Stoffet til emnesætningen finder du i dine vigtigste pointer om materialet, dvs. dine delkonklusioner, tolkninger, generaliseringer, ”spidskommentarer” og vigtigste synspunkter på emnet.
Støttende sætninger
De støttende sætninger skal udvikle og understøtte emnesætningen.
Du kan også sige, at du i de støttende sætninger skal fortælle, hvorfor du mener det, du gør. Når du skal udvikle de støttende sætninger, kan du tage udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad bygger jeg min emnesætning på”? Eller kogt ned til ét ord: Hvorfor?
Stoffet til de støttende sætninger finder du i alt det, der førte frem til dine hovedideer.
Det kan fx være konkrete iagttagelser i materialet, eksempler, citater, analyser, tolkninger, forklaringer, overvejelser, definitioner, årsager og virkninger.
Nedenfor ser du et eksempel på et tekstanalytisk afsnit med en emnesætning og flere støttende sætninger (emnesætningen er markeret med fed):
I Johannes V. Jensens historie ”Cecil” (1898) er hovedtemaet, hvordan vægelsind på den ene side og stolthed og trods på den anden kan forhindre mennesker i at opnå lykke – i form af et godt ægteskab. Vægelsindet udtrykkes igennem Bitte-Anton, som igennem hele livet ikke har kunnet tage det sidste skridt ind i ægteskabet, fordi han er ”en tøvende og grundig natur.” Over for ham står den unge Cecil, som forspilder sin mulighed for at opnå et lykkeligt liv ved at gifte sig med den drikfældige, brutale og uansvarlige Anton – blot fordi hendes stolthed og ærekærhed forbyder hende at gifte sig med ”sin” Chresten, når det kommer frem, at han har fået et barn med ”en husmandsdatter oppe i bakkerne”. Noget der ifølge fortælleren ”i og for sig var ubetydeligt”. Som fortælleren ser det, er den dybere årsag til, at det gik Cecil som det gjorde, at hun ikke ”tænkte over, at et menneske kun har ét liv, hun tænkte ikke videre klart, og hun forstod ingenting”.
Skab sammenhæng
Sammenhæng i opgaven
Du skaber sammenhæng i opgaven ved sprogligt at pege en sammenhæng (kohæsion) og ved at bruge beslægtede ord (kohærens).
Kohæsion
Lægge en ny ide til: Og, desuden, hvad mere er, hertil kommer, i øvrigt, endvidere, oven i dette, en anden ting
Kontrast eller noget uventet: Men, dog, på den anden side, til gengæld, alligevel, ikke desto mindre, til trods for, modsat, imidlertid, i modsætning hertil.
Gøre en ide tydeligere: Med andre ord, det vil sige, hermed ikke sagt, for at være mere præcis, faktisk, sagt mere enkelt, hermed mener jeg, det betyder ikke.
Forklare, begrunde, give en årsag: For, siden, eftersom, årsagen er, det skyldes, forklaringen er, grunden er, baggrunden for dette er, på den baggrund.
Forklare en virkning, en konsekvens: Så, derfor, som en konsekvens, heraf følger, med det resultat, følgelig, på den baggrund.
Sammenligning: Ligesom, i lighed med, på samme måde, ligeledes, i modsætning til, modsat.
Eksempel: For eksempel, et eksempel herpå er, for at vise dette, som eksempel, for at illustrere dette, et eksempel kan være.
Opsummere, konkludere: Så, for at samle op, for at konkludere, kort sagt, alt i alt, i det hele taget, afslutningsvist, altså.
Sekvens: For det første, for det andet, for det tredje, sidst, men ikke mindst, endelig, den første, den anden. Henvise: Som sagt, tidligere nævnte jeg, da jeg før nævnte, dette vil blive uddybet senere, men mere herom senere, det vender jeg tilbage til.
Kohærens
Man skaber kohærens i en tekst ved at bruge ord, der er beslægtede med hinanden. I eksemplet nedenfor er beslægtede ord fremhævet med fed:
I Johannes V. Jensens historie ”Cecil” (1898) er hovedtemaet, hvordan vægelsind på den ene side og stolthed og trods på den anden kan forhindre mennesker i at opnå lykke – i form af et godt ægteskab. Vægelsindet udtrykkes igennem Bitte-Anton, som igennem hele livet ikke har kunnet tage det sidste skridt ind i ægteskabet, fordi han er ”en tøvende og grundig natur.” Over for ham står den unge Cecil, som forspilder sin mulighed for at opnå et lykkeligt liv ved at gifte sig med den drikfældige, brutale og uansvarlige Anton – blot fordi hendes stolthed og ærekærhed forbyder hende at gifte sig med ”sin” Chresten, når det kommer frem, at han har fået et barn med ”en husmandsdatter oppe i bakkerne”. Noget der ifølge fortælleren ”i og for sig var ubetydeligt”. Som fortælleren ser det, er den dybere årsag til, at det gik Cecil som det gjorde, at hun ikke ”tænkte over, at et menneske kun har ét liv, hun tænkte ikke videre klart, og hun forstod ingenting”.
Skriv korrekt
Hvis du skriver en tekst, andre skal læse, er det vigtigt, at du skriver korrekt. Når du skriver korrekt, kan andre lettere læse og forstå din tekst, dvs. at skrive korrekt er afgørende for en god formidling. Og når du skriver korrekt, skriver du også i et neutralt sprog, som er nødvendigt for at skrive sagligt og fagligt.
Under Formalia kan du læse de formelle krav, der er til større opgaver.
På sproget.dk kan du finde hjælp til de mest almindelige sproglige fejl.
Skriveformer
Læs skrivevejledning til de forskellige skriveformer i større opgaver
Redegør
Formål
Redegørelsen er normalt den første del af din SRO. Her skal du give et fagligt funderet overblik over et emne med fokus på det, der bliver bedt om i problemformuleringen. I mange problemformuleringer indgår ord som ”kort”, ”hovedtræk” og ”hovedsynspunkter” for at signalere, at redegørelsen skal være kortfattet og holde sig til det væsentlige.
Endvidere gælder det for redegørelsens indhold, at det skal pege fremad således, at det kan inddrages og anvendes i opgavens øvrige dele, altså analysen og diskussionen.
Din redegørelse skal altså lægge spor ud til både analysen og diskussionen.
Indhold
I redegørelsen skal du samle og sammenfatte information om emnet. For at kunne det skal du fordybe dig i emnet ved at læse om det i forskellige kilder. Samtidig skal du opnå en sådan forståelse af emnet, at du er i stand til at udvælge den information, som er mest relevant i forhold til opgaveformuleringens krav til redegørelsen. Hvis du konstaterer nogle mønstre eller nogle væsentlige forskelle og/eller ligheder i det, kilderne siger om et emne, er det vigtig, at du også får det frem, hvis det har relevans for opgaveformuleringen. I redegørelse skal du altså ikke ukritisk gengive det, der står i dine kilder, men bearbejde det således, at du får det frem, der er centralt for det, der er fokus på i opgaveformuleringen.
Din redegørelse skal endvidere være saglig og loyal over for kilderne. Du må altså ikke bevidst forvrænge det, der står i kilderne eller komme med subjektive kommentarer til de synspunkter eller teorier, der optræder i kilderne.
Det er meget vigtigt, at du sammenfatter det, en kilde siger om emnet, med dine egne ord og formuleringer. Det kræver, at du forstår det, tænker over det og fortolker det (dvs. forklarer eller udlægger det).
I naturvidenskabelige- og samfundsvidenskabelige fag kan det ofte være en fordel at inddrage en eller flere figurer, der kan understøtte redegørelsen.
Kilder
For at lave en god redegørelse skal du bruge nogle kvalificerede og pålidelige faglige kilder, der er direkte relaterede til dit emne. Disse kilder kan enten være elektroniske eller trykte.
For ikke at komme til at sidde med et meget stort og uoverskueligt kildemateriale, er det vigtigt, at du fokuserer og afgrænser din undersøgelse af emnet og dermed også hvilke kilder, du vil bruge.
Inden du beslutter dig for at bruge en bestemt kilde, er det meget vigtigt, at du evaluerer dens pålidelighed. Dette gælder især webartikler. Du kan se mere om dette i denne video:
Dokumenter
At dokumentere svarer til, at man beviser noget
Det er meget vigtigt, at man er omhyggelig med at dokumenterer de udsagn (eller påstande), som man fremsætter om de sagsforhold, som man arbejder med. Grunden til det er, at faglige udsagn (eller påstande) sjældent er absolutte eller indiskutable sandheder, men derimod forståelser eller opfattelser, som kan være mere eller mindre sandsynlige. Så jo bedre man dokumenterer sine udsagn, jo større er chancen for, at læseren finder dem sandsynlige og acceptable.
Man kan dokumentere sine udsagn på flere måder. Hvordan man gør, afhænger langt hen ad vejen af, hvad man skal, og hvilke(t) fag, man skriver i.
At dokumentere i redegørelser
I redegørelser er det almindeligt, at dokumentationen sker i form af henvisninger til nogle pålidelige faglige kilder, fx lærerbøger eller artikler skrevet af anerkendte fagfolk.
Hvis man fx skal gøre rede for romantikken, England som kolonimagt i Afrika eller euforiserende stoffers virkningsmekanisme i mennesket, vil kildehenvisninger være afgørende for, om læseren finder din redegørelse acceptabel eller ej.
Læs mere om redegørelser herunder.
At dokumentere i analyser
Hvis man skal analysere eller undersøge noget, skal man også dokumentere det, man når frem til igennem sin analyse eller undersøgelse. Hvordan man gør det, vil afhænge af emnet, materialet og fagets metoder. Hvis man fx skal analysere et litterært værk i engelsk, dokumenterer man typisk analysen ved at bringe citater fra værket. Men man kan også inddrage en teori fra psykologi eller måske en model fra samfundsfag til at underbygge analysen, hvis psykologi eller samfundsfag er det andet fag i ens SRO. I andre sammenhænge kan en konkret model, et filmklip, noget statistik, en spørgeskemaundersøgelse, et satellitbillede eller måske nogle matematiske formler eller modeller fungerer som dokumentation, igen afhængigt af emnet og de fag, man skriver i.
At dokumentere i diskussioner
Selv om det i diskussioner og vurderinger gælder om at tage kritisk stilling til et emne, er det vigtigt at have noget faglig dokumentation for ens udsagn, så man ikke ender med at formidle ens egen mening uden at have noget at have den i. Man kan støtte sin diskussion eller vurdering ved fx at henvise til artikler, der fremlægger nye perspektiver på emnet, komme med nye eksempler, henvise til nogle nye forskningsresultater eller måske noget nyt statistisk materiale, der viser noget andet end det, man har brugt i sinn analyse. Mulighederne er mange. Hvordan man gør, vil afhænge af emnet, og hvad der relevant i forhold til sine fag.
Definer
At definere er at afgrænse ords betydninger
Det kan ofte være en god ide at definere betydningen af de ord eller begreber, der spiller en central rolle i opgave, enten for at vise, at man har forstået dem rigtigt, eller for at lægge dig fast på en bestemt betydning af dem. Det kan fx være nyttigt at gøre klart, hvad man mener med et begreb som ”ondskab” eller ”feminisme”, hvis man bruger det som et nøglebegreb.
At definere snævre og specielle begreber
I de tilfælde, hvor et almindeligt fagbegreb – fx begrebet ”virus” – kun har én betydning, der oven i købet er kort, præcis og velafgrænset, er det normalt tilstrækkeligt at definere begrebet med udgangspunkt i en enkelt lærebogsdefinition.
Hvis begrebet derimod er et specielt begreb, som er opfundet af en bestemt forsker eller fagperson, for at finde et udtryk for et ganske bestemt komplekst forhold, må man læse andres redegørelser for begrebet eller fagpersonens egen, før man kan selv kan definere det. Sådan er det fx med begrebet ”personlige livsverdener”, opfundet af den tyske professor Thomas Ziehe, og begrebet ”det gennemsnitslige menneske” som filosoffen og lederen Morten Albæk har skrevet en hel bog om.
At definere brede begreber
Hvis der er tale om et bredt fagbegreb, som mange fagpersoner har skrevet om, vil det ofte være bedst at definere begebet ud fra forskellige fagbøgers eller fagpersoners udlægninger af det. Så hvis man skal definere et bredt begreb som ”romantik”, kan det være en god ide at slå det op i flere litteraturhistoriske værker og lade de forklaringer, man finder her, danne grundlag for ens definition.
At afgrænse brede begreber
I nogle tilfælde kan det være en god ide at lave en afgrænsning af et bredt fagligt begreb, sådan at man kun medtager det, der har relevans for ens emne. Fx kan man vælge at indsnævre sin definition af begrebet ”romantik” til primært at fokusere på eventyrgenren, hvis netop den del af romantikken har mest betydning for ens emne. Hvis man laver sådanne indsnævrede definitioner af fagbegreber, skal man gøre opmærksom på det.
Analyser
At analysere
Analysen er opgavens længste og vægtigste del. I analysen skal du foretage en grundig og systematisk undersøgelse af noget materiale. Denne undersøgelse er kendetegnet ved at bryder materialet ned i dets bestanddele og afdække delenes relationer til hinanden og samtidig vise en forståelse af materialet i lyset af den information, der kom frem i redegørelsen.
Indhold
Hvordan analysen konkret skal gribes an, afhænger af det materiale, der skal analyseres, faget og ikke mindst opgaveformuleringen, der ofte vil angive, hvad du skal have fokus på.
Det er vigtigt, at du i analysen inddrager og anvender faglige metoder, din faglige viden og relevante faglige begreber sammen med den information, du gav i redegørelsen. Husk på, at analysen skal afspejle, at du har haft faget på minimum B-niveau.
Der kan være store faglige forskelle på, hvordan analyser skal gribes an. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i dine fags krav og forventninger til analyser.
Nedenfor ser du nogle eksempler på, hvilke krav til der stilles til analyser i forskellige fag: Historie, sprogfagene, samfundsfag og de naturvidenskabelige fag.
Historie
Når du skal lave en analyse af historiske kilder, er det vigtigt, at du stiller nogle kritiske spørgsmål til kilden. Sådanne kildekritiske spørgsmål kan fx være:
- Hvem siger/skriver hvad til hvem, hvornår, hvordan og hvorfor?
- Hvem er afsenderen, har vedkommende en bestemt tendens alene i kraft af sin position i samfundet? ( primær, sekundær, 1. og 2. håndsvidne)
- Hvornår er kilden blevet til, og hvilken betydning kan det have? (samtidighed?)
- Hvad står der i kilden/hvad forestiller billedet?
- Hvem er modtager, tages der særlige hensyn hertil og påvirker det eventuelt beretningen ? (tendens)
- Hvordan formidles budskabet, får vi det hele med, holdes noget tilbage, er personen kompetent? (primær, sekundær, 1. el. 2. håndsvidne, tendens)
- Hvorfor, hvad er afsenderens motiv/intention og hvordan påvirker det indholdet i kilden? (tendens)
(Heidi Funder)
Sprogfagene
I analyser i sprogfagene vil litterære (fx roman) eller filmiske værker ofte være det materiale, man skal arbejde med. Nærmere bestemt, skal du lave en grundig undersøgelse af værkets indhold og form med udgangspunkt i faglige metoder og din faglige viden. Det er vigtigt, at du vinkler analysen sådan, at den passer med opgaveformuleringens krav, og at du inddrager redegørelsen.
I sprogfaglige analyser følges ordet ”analyse” ofte med ”fortolkning”. Her skal ”fortolkning” forstås som din udlægning af værkets samlede hensigt på grundlag af analysen. Det er vigtigt, at du får fortolkningen med, da den fungerer som en konklusion på analysen.
I sprogfagene kan man også lave analyser af ikke-fiktive værker, fx en tale. I så fald kan man undersøge teksten i forhold til argumentation, sprog og stil. Hvad man vælger at lægge vægt på i analysen, vil ligesom i analyser af litterære tekster afhænge af opgaveformuleringen.
Samfundsfag
I samfundsfag bliver man ofte bedt om at undersøge et ganske bestemt problemstilling. Det betyder, at man ved hjælp af sin faglige metode og viden skal ”finde ud af noget” om problemstillingen ved at arbejde fokuseret og grundigt med noget relevant materiale, som kan være tekster og statistisk materiale (tabeller/figurer). Det er vigtigt at undersøgelsen vinkles efter problemstillingen, sådan at der udledes noget fra materialet som har tydelig relevans i forhold til den. Det er altså ikke meningen, at du skal forholde dig til alt i en kilde, men skabe dig et overblik over den og slå ned på det, der har relevans i forhold til problemstillingen.
Det er vigtigt, at du sammenholder dit materiale og får en forståelse for sammenhænge i det i forhold til problemstillingen. Heri ligger også, at du ikke skal se materialets dele som isolerede fra hinanden, men derimod som nogle, der kan supplere hinanden i undersøgelsen af emnet.
De naturvidenskabelige fag
I de naturvidenskabelige fag vil du ofte blive bedt om at analysere data af forskellig form fra eksperimentelle undersøgelser (som du eller andre har foretaget).
Analysen skal skrives i en vekselvirkning mellem præsentation af data (fx grafer, tabeller o.a.- hvis der er en stor datamængde placeres data i bilag),beskrivelse med egne ord af data og analyse efterfølgende.
Analysen kan pege på forskelle og sammenhænge i data alt efter hvilken problemformulering, du har fået udleveret. Ofte vil der i analysen også være overvejelser om fejlkilder i forsøgdesignet. Disse kan og skal også indgå i diskussionafsnittet.
Sammenlign
I en sammenligning går det ud på at fremhæve væsentlige ligheder og forskelle mellem noget materiale, fx 2 litterære tekster eller måske to figurer. Man kan i princippet godt inddrage mere end to materialer i en sammenligning, men det bliver ofte uoverskueligt og er derfor ikke tilrådeligt.
Når man skal lave en sammenligning er det vigtigt, at man starter med at analysere materialet hver for sig og ud fra de samme punkter og løbende skriver nogle noter ned til hvert punkt (se notatpapir til sammenligning nedenfor).
Men når man skal til at formidle sammenligningen, bør man overveje om man skal lave en blok-sammenligning eller en skiftende sammenligning, også kaldet punkt-for-punkt sammenligning.
Diskuter
Diskussionen er opgavens sidste del inden konklusionen.
Her skal du på baggrund af redegørelsen og analysen se kritisk på problemstillingen ud fra forskellige vinkler og argumentere for eller imod flere synspunkter i overensstemmelse med opgaveformuleringen.
Diskussionen skal være
- nuanceret
- saglig (dvs. holde sig til sagen)
- inddrage relevant faglig viden og begreber
- være relevant i forhold til opgaveformuleringens fokus
Den må aldrig blive postulerende, dvs. indeholde udokumenterede synpunkter eller påstande
Talepapir
Hvad er et talepapir
Et talepapir er en disposition for det, du vil fremlægge til din SRP-eksamen. Det er et papir, som udelukkende skal læses af dig.
Til eksamen er der desuden ikke tid til at fremlægge hele den skriftlige opgave, og et talepapir kan derfor fungere som en strukturering af den mundtlige fremlæggelse, hvor der sker en fokuseret udvælgelse fra opgaven. Talepapiret sikrer dig, at du ikke siger præcist det samme som lærer og censor i forvejen har læst i opgaven, men at du udvælger de centrale konklusioner og mundtligt uddyber dem. Du skal inddrage metode og basal videnskabsteori i din fremlæggelse.
Når du skal udforme talepapiret er det vigtigt, at du begynder med en grundig gennemlæsning og gennemtænkning af din opgave og det arbejde, der ligger bag. Der er gået et par måneder, siden du arbejdede med din opgave, og det kan derfor være nødvendigt at bruge en del tid på at sætte sig ind i stoffet igen. I den mellemliggende periode kan det også være, at du har fået nye ideer til, hvordan du kan perspektivere og problematisere dine egne undersøgelser.
Der er ikke krav om et talepapir til eksamen, men det kan ses som et godt og nødvendigt forarbejde.
Talepapirets form
- Papiret skrives i overskuelige punkter
- Skriv kun i stikord
- Skriv højst en A4-side, da oplægget forventes at vare højst 10 minutter.
Talepapirets indhold
Her er et forslag til, hvordan talepapiret kan udformes:
- Præsentation af emne og opgaveformulering
Lav en kort præsentation af din opgaveformulering.
- Redegørelse for og uddybning af konklusionen
I din fremlæggelse er det vigtigt at starte med at uddybe, hvad det er, du er nået frem til gennem dine undersøgelser = din konklusion. På den måde er du sikker på at nå at tale om det centrale, og du skaber et udgangspunkt for at gå videre med det at tale om metoderne. Der er en naturlig sammenhæng fra din opgaveformulering til din konklusion – hvad spurgte du om, og hvad svarede du.
- Problemstillinger og delkonklusioner
Her præsenterer du din argumentation/dokumentation – hvad er du undervejs nået frem til. Dette lægger op til en metodeovervejelse: Hvordan er du nået frem til dine konklusioner.
- Uddybende metodeovervejelser og basal videnskabsteori
Der er forskellige måder at inddrage metodeovervejelser på. Du kan enten vælge at præsentere dem efter problemformuleringen, så du fra starten gør klart, hvordan du har arbejdet med fagene. Eller du kan inddrage dine metodeovervejelser i forlængelse af din konklusion. Med denne struktur kan du tydeliggøre, hvordan din måde at arbejde på (= din metode) gør, at du kan nå frem til netop den konklusion.
Nogle punkter i metode- og basal videnskabsteori (se under Metode og basal videnskabsteori for en uddybning):
- Forklar, hvordan du helt konkret har arbejdet med fagene og dit materiale – du skal vise dit metodiske arbejde. Du skal kunne give konkrete eksempler i dit materiale i din fremlæggelse
- Forklar hvordan det faglige samspil har givet et svar på din opgaveformulering, som fagene hver for sig alene ikke kunne give
- Hvad kan fagenes metoder og hvori består deres muligheder og begrænsninger?
- Hvor sikker er din viden?
Det er vigtigt, at du øver dig grundigt på din fremlæggelse, så du ved hvad du vil sige og så du kan holde tiden. Ellers kan der være nogle af dine vigtige pointer, du ikke når at sige.