Spring til indhold

Lær vores spilleregler at kende

Få et hurtigt overblik over regler og retningslinjer for Horsens Gymnasium & HF.

Antimobbestrategi for Horsens Gymnasium & HF

Antimobbestrategi for Horsens Gymnasium & HF

Formål og vision

Formålet med denne antimobbestrategi er at fremme og vedligeholde et stærkt fællesskab og et godt læringsmiljø for alle og dermed forebygge mobning – herunder digital mobning – både i skoletiden og fritiden.

På Horsens Gymnasium & HF har vi en kultur, der bygger på tolerance. Alle føler sig trygge og godt tilpas i et inkluderende og ligeværdigt fællesskab. Vi respekterer hinanden, vi accepterer hinandens forskelligheder, og vi er opmærksomme på hinandens trivsel.

Definition af mobning

Mobning er et gruppefænomen. Mobning i skolen udspringer af utrygge kulturer i klasser eller på årgange.

Mobning kan ses som udstødelsesprocesser mellem mennesker i sociale sammenhænge, som man ikke har mulighed for at trække sig fra. Mobbeprocesser markerer et fællesskab, hvor nogle anerkendes som værdige medlemmer, mens andre ikke anerkendes og derfor udstødes som uværdige medlemmer af fællesskabet.

Mobning handler om mere end blot et offer og en mobber. Det handler også om tilskuere og medløbere, som mere eller mindre bevidst accepterer udstødelsen eller nedværdigelsen af et eller flere af gruppens medlemmer. Mobning er således et gruppefænomen, og forebyggelse af mobning i skolen handler i høj grad om at have gode og sunde kollektive dynamikker i klasser og på årgange. Mobning handler altså ikke om svage elever men om elever, som bliver gjort svage i et fællesskab.

Der er forskel på drillerier og mobning. Drillerier er mere spontane og tilfældige, og formålet med drilleri er ikke udelukkelse fra fællesskabet.

Der er forskel på mobning og konflikt. En konflikt er en uoverensstemmelse om en bestemt sag mellem to mennesker, der begge handler. Mobning er ikke en konflikt, men et overgreb.

Digital mobning

Digital mobning kan være svær at opdage, da den kan være anonym, og rollerne kan være uklare. Eksempler på digital mobning er:

  • At lægge eller dele krænkende eller diskriminerende tekst eller billeder på sociale medier.
  • At udelukke bestemte personer fra sociale fora, f.eks. fra en klassegruppe på Facebook.

Tiltag mod mobning

De væsentligste tiltag i forhold til at undgå mobning er:

  • At eleverne fra første dag på skolen oplever, at alle aktiviteter på skolen (undervisning, fester, caféer, osv.) afvikles på en måde, hvor alle på enhver måde behandles med respekt
  • At eleverne orienteres om skolens studie- og ordensregler
  • At eleverne oplever, at der gribes ind, såfremt nogle ikke bliver behandlet respektfuldt
  • At personalet er bekendt med og følger den foreliggende antimobbestrategi.

Forebyggelse af mobning

Vi forebygger mobning ved at have opmærksomhed på den kultur, der opbygges i gymnasiets undervisning og i elevernes sociale miljø, herunder i de digitale medier.  Horsens Gymnasium & HF har derfor sat en ramme omkring undervisningsmiljøet, som skal fremme den enkelte elevs trivsel, udvikling og læring – og derved bl.a. forebygge mobning:

  • Den enkelte lærer har opmærksomhed på dig som elev og på det sociale miljø mellem eleverne. Er der tegn på mobning, vil læreren gribe ind.
  • Hver klasse har et team, som arbejder med klassens trivsel.
  • Ved skolestart i 1.g og 1.hf diskuterer både lærere og tutorer med klasserne, hvad god klasserumskultur er.
  • Studievejlederne har samtaler med enkeltelever om trivsel, og enhver elev kan løbende kontakte sin studievejleder, hvis der opstår problemer med trivsel, herunder mobning.
  • Der gennemføres årlige elevtrivselsundersøgelser, hvor der spørges til trivsel og mobning.

Handling i forbindelse med mobning

Elever

Oplever du selv at blive mobbet, eller støder du som elev på mobning på Horsens Gymnasium & HF, skal du:

  • Forsøg at skelne mellem pjat og alvor i situationen. Sig fra, hvis du vurderer, at der faktisk er tale om mobning.
  • Støt den, der mobbes.
  • Sørg for, at problemet håndteres, fx ved at informere din lærer
  • Sørg for, at der bliver taget hånd om problemet, fx ved at informere om det til din lærer, klassens lærerteam, studievejleder eller leder.

Lærer og studievejleder

Bliver en lærer eller studievejleder opmærksom på, hvad der kan være et tilfælde af mobning, skal vedkommende straks gribe ind og stoppe den krænkende adfærd, samt drage omsorg for den, der mobbes, og andre involverede. Desuden skal det undersøges, hvorvidt der er tale om mobning, fx ved at tale med de berørte elever.

Leder

Konstaterer en repræsentant for gymnasiets ledelse problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af fx mobning, vil lederen straks træffe de midlertidige foranstaltninger, som her og nu er nødvendige, for at der kan gribes ind over for de konstaterede problemer.

Konsekvenser

Mobning strider mod Horsens Gymnasium & HF's værdier. Både som elev og som ansat har man pligt til at give information om evt. mobning videre. Lærere, studievejledere og skolens ledelse vil derpå handle for at løse problemet og om muligt at ændre den negative sociale dynamik, mobningen kan være udtryk for. Der kan som en konsekvens af mobning sanktioneres i henhold til gymnasiets studie- og ordensregler.

Klageadgang

Der kan klages over skolens håndtering af opgaver i relation til antimobbestrategien. Klage indgives til rektor. Rektor vurderer, om der er grundlag for at give klager helt eller delvist medhold.

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler for Horsens Gymnasium & HF

Generelt

Horsens Gymnasium & HF er en skole, hvor alle – både elever og personale - har ret til et velfungerende og behageligt studie- og arbejdsmiljø, ligesom alle har pligt til at bidrage til det.

Studie- og ordensreglerne på Horsens Gymnasium & HF har som formål at støtte positive og studiefremmende omgangsformer på skolen og dermed bidrage til et godt undervisnings- og læringsmiljø.

Reglerne skal sikre, at skolen er et trygt sted at være, samtidig med at elever og ansatte behandler hinanden med respekt og tolerance. Læs vores antimobbe-politik

Studieregler for undervisningen

Vi forventer at alle:

  • møder forberedt til undervisningen (herunder fællestimer, ekskursioner mm.)
  • møder rettidigt til undervisningen
  • deltager aktivt og fokuseret i alle former for undervisning
  • samarbejder aktivt med andre elever og lærere
  • overholder indgåede aftaler, her under computer- og mobilbrug i timerne
  • afleverer opgaver til den aftalte tid
  • holder sig orienteret i skolens studieadministrative systemer

Særligt om undervisning i idræt:

  • For at være til stede i idrætsundervisningen skal man være omklædt. Dette betyder, at man er omklædt til idrætstøj med passende fodtøj.
  • Ved skade, hvor man kun kan være med til en del af idrætsundervisningen, skal man stadig være omklædt til idrætstøj med passende fodtøj.
  • Hvis du bliver langvarigt forhindret i at deltage i idræt pga. sygdom eller skade, skal dette dokumenteres ved en lægeerklæring. Eleven skal selv betale for lægeerklæringen.

Undervisningsmidler

Eleverne skal betale dele af undervisningsmidlerne selv, herunder en bærbar pc. Lærebøger udlånes gratis efter disse regler:

  • Alle lån af bøger og undervisningsmidler registreres og elever kvitterer for modtagelsen
  • Der må ikke skrives i de lånte bøger og undervisningsmidler
  • Bortkomne eller ødelagte bøger skal erstattes

Mobil- og skærmpolitik

I begyndelsen af hvert modul, skal den enkelte elev aflevere sin mobil i undervisningslokalets mobilskab. Mobilskabet aflåses af læreren og låses op ved modulets afslutning. Den enkelte underviser kan bestemme, at mobilerne tages frem ud fra pædagogiske eller praktiske hensyn.

Den enkelte elev har ansvaret for at aflevere sin telefon ved modulets begyndelse og hente den ved modulets afslutning.

Smartwatches og lignende er tilladte, men kan låses inde i mobilskabet, hvis underviseren finder, at de er forstyrrende for undervisningen.

Computere skal være lukkede ved lektionens start, og skal anvendes efter underviserens anvisninger.

Anvendelse af computer i undervisningen skal være til gavn for eleven selv og ikke til ulempe for elevens og andres læring. Computeren må derfor kun anvendes til notetagning og andet fagligt arbejde i timerne, medmindre læreren har givet tilladelse til andet.

Computere kan inddrages af læreren, såfremt anvisningerne ikke efterleves. Det inddragne tilbageleveres efter undervisningsblokken.

Fravær

Fraværsregistrering for moduler:

I hver lektion registrerer læreren fremmøde/fravær. Læreren registrerer afleverede/ikke afleverede opgaver. Registreringerne vil være tilgængelige for den enkelte elev i Lectio. Ved fravær fra undervisningen skal eleven angive en årsag i Lectio. Eleven har pligt til selv at kontrollere registreringerne. I tilfælde af uenighed i oplysningerne kontaktes læreren og herefter den fraværsansvarlige.

Hvis en elev er fraværende fra undervisning pga. aktiviteter, som sidestilles med undervisning, bliver fraværet godskrevet. Det drejer sig om skoleplanlagte ekskursioner, sportsturneringer arrangeret af skolen, udvalgsarbejde, talentaktiviteter mv. Det er skolens ledelse, der vurderer, om aktiviteterne kan sidestilles med undervisning.

Sygdom

Skolen kan forlange lægeerklæring eller anden dokumentation i tilfælde af langvarig eller tilbagevendende fravær på grund af sygdom. Eleven skal selv betale for lægeerklæringen.

Fraværsregistrering for skriftligt arbejde.

En skriftlig besvarelse registreres med fravær, hvis den ikke er afleveret til den aftalte tid, eller den ikke lever op til de stillede krav, dvs. hvis der ikke er gjort et reelt forsøg på at løse den stillede opgave. Ved sygdom eller anden rimelig årsag kan der indgås aftale med læreren om et senere afleveringstidspunkt. Eleven skal sørge for at få en aftale med læreren inden udløbet af den oprindelige frist. Hvis der er lavet en ny aftale, gælder den nye aftale som rettidigt afleveret.

Fravær i forbindelse med eksamen og prøver

Du er forpligtet til at ringe til skolens hovednummer og melde dig sygemelde dig, hvis du på grund af sygdom ikke kan deltage i en eksamen eller en prøve.

  • Ved sygdom i forbindelse med eksamen, skal du aflevere en lægeerklæring, som er udstedt på dagen for fraværet.
  • Ved sygdom i forbindelse med terminsprøver og årsprøver kan skolen forlange en lægeerklæring.

I begge tilfælde skal eleven selv betale for lægeerklæringen.

Fraværshåndtering:

Den enkelte elevs fravær opgøres hver måned. Det gælder både tilstedeværelsesfravær og skriftligt fravær (både samlet og i enkelte fag). Hvis fraværet vurderes for højt, følges nedenstående trin.

Trin 1: Samtale

Eleven indkaldes til en samtale med studievejleder om det forhøjede fravær. Her lægges en plan for, hvordan fraværsmønstret ændres.

Trin 2: 1. Varsel

Hvis eleven ikke formår at nedbringe fraværet efter samtalen, får eleven 1. varsel af studievejlederen. I forbindelse med 1. varsel finder der en partshøring sted.

Varslet noteres i Lectio og eleven modtager brev om varsel i E-boks. En kopi af brevet sendes til elevens forældre, hvis eleven ikke er myndig.

Trin 3: 2. Varsel

Ved forhøjet fravær efter 1. varsel, tildeles eleven 2. varsel ved et møde med en uddannelseschef/vicerektor. I forbindelse med 2. varsel finder der en partshøring sted.

Varslet noteres i Lectio og eleven modtager brev om varsel i E-boks. En kopi af brevet sendes til elevens forældre, hvis eleven ikke er myndig.

Ovenstående trin nulstilles normalt ved skoleårets udløb. I 2.g, 3.g og 2.hf kan uddannelseschefen vælge at springe de to første trin over, hvis det vurderes, at et mønster fra de forudgående år gentages.

Yderligere sanktioner

Hvis fraværet ikke nedbringes efter, der er givet 2. varsel, kan skolen iværksætte følgende sanktioner:

  • Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter herunder udvalgsarbejde
  • Henvisning til eksamen i et eller flere fag der afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin. Hvis denne sanktion tildeles eleven, får eleven ikke en afsluttende standpunktskarakter.
  • Henvisning til prøve i fag det ikke afsluttes i det pågældende klassetrin.
  • Bortvisning i særlige graverende tilfælde

Såfremt skolen skønner, at eleven ikke opfylder kravet til studieaktivitet, kan skolen indstille til SU-styrelsen, at eleven skal miste retten til SU

Sanktionerne/fortabelse af SU-ret kan i særlige tilfælde gøres betingede, således at de ikke bliver iværksat, såfremt nærmere fastlagte betingelser for at imødegå overtrædelse af studie- eller ordensregler bliver overholdt.

Snyd

Ved skolestart i 1. hf og grundforløbet samt i forbindelse med prøver og eksamener bliver eleverne orienteret om reglerne for og konsekvenserne af eventuelt snyd.

Mundtlige og skriftlige besvarelser skal være elevens eget og selvstændige arbejde. Det opfattes som snyd, hvis en elev:

  • helt eller delvist afskriver fra andre opgavebesvarelser
  • anvender materiale uden at henvise til det
  • lader en anden skrive besvarelsen for sig
  • i prøvesituationer tilgår materialer og hjælpemidler, der ikke er tilladte
  • afleverer eget tidligere bedømt arbejde uden henvisninger hertil
  • bruger ikke-tilladt kommunikation under prøven

Ved snyd med almindelige opgaver sanktionerer skolen på følgende måde:

  • 1. gang: 1. varsel for snyd. Opgaven registreres som ikke afleveret, hvorefter eleven pålægges at skrive en ny opgave. Eleven indkaldes til samtale og får et skriftligt varsel.
  • 2. gang: 2. varsel for snyd. Opgaven registreres som ikke afleveret, hvorefter eleven pålægges at skrive en ny opgave. Eleven indkaldes igen til samtale og får et skriftligt varsel.
  • 3. gang: Eleven udskrives fra skolen.

Bliver der konstateret snyd i forbindelse med eksamener, større skriftlige opgaver eller i eksamenslignende situationer (terminsprøver og årsprøver), anses det for en skærpende omstændighed. Eleven kan få et skriftligt varsel uden forudgående samtale.

Skolens sanktionsmuligheder er i disse situationer følgende:

  • Besvarelsen kan erklæres ugyldig. Eleven skal skrive en ny opgave/til omprøve.
  • Besvarelsen kan tildeles karakter -3 (minus tre).
  • Har eleven allerede et skriftligt varsel for snyd, kan eleven udskrives fra skolen.

Skolens rektor vurderer i det konkrete tilfælde, hvilken sanktion, der skal bringes i anvendelse, og i særlige tilfælde kan rektor iværksætte andre sanktioner.

Ordensregler – respekt for hinanden og omgivelserne

Studie- og ordensreglerne skal medvirke til at opfylde formålet med Horsens Gymnasium & HF’s uddannelsestilbud og bidrage til et godt undervisningsmiljø og god trivsel for eleverne og de ansatte. Studie- og ordensregler gælder for hele elevens virke på uddannelsen, herunder også for elevernes adfærd som eksaminander i de officielle prøver. Skolen skal kunne fungere for alle, både fagligt og socialt. Alle forventes derfor at indgå i skolens fællesskab på en sådan måde, at handlinger ikke er til fare eller gene for andre eller for skolen, dens inventar og øvrige udstyr.

Vi forventer, at alle udviser generel respekt for hinanden, hvilket gælder både i skoletiden og udenfor skoletiden i det omfang den pågældende adfærd har en direkte indflydelse på undervisningsmiljøet.

Anvisninger og retningslinjer fra skolens personale skal respekteres.

Mad og drikkevarer: Spisning foregår i de af skolen angivne områder.

Oprydning: Alle har ansvar for at rydde op efter sig selv i både klasselokaler og på skolens øvrige områder.

På skift rydder klasser op i kantineområdet efter en plan, som fremgår af Lectio.

Skolens inventar:  Skolens bygninger, udendørsarealer og inventar skal behandles med omtanke (møbler, IT-udstyr, forsøgs-apparatur og andet inventar).

Digital adfærd: Når man deltager i en debat eller formulerer et indlæg på digitale platforme, der kan have betydning for undervisningsmiljøet, skal man skrive i en ordentlig og pæn tone og ikke anvende nedsættende udtryk om andre. Det gælder både i og udenfor undervisningstiden.

Det er ikke tilladt at optage videoer, tage billeder eller lave lydoptagelser uden forudgående accept fra læreren og klassekammeraterne.

Deling af billeder og optagelser uden forudgående accept er strafbart.

Der må ikke downloades, lagres eller distribueres ulovligt eller stødende materiale.

Personlige brugernavne og passwords må ikke videregives til andre.

Parkering: Parkering sker på de dertil indrettede steder (cykler, biler og andre køretøjer).

Rygning: Skolens rygepolitik er, at tobaksprodukter, e-cigaretter og snus, ikke er tilladt på skolens område og i undervisningstiden.

Rusmidler: Der må ikke medtages, indtages eller formidles alkohol eller euforiserende stoffer på skolen. Enhver brug eller formidling af euforiserende stoffer politianmeldes. Det er ikke tilladt at møde i påvirket tilstand. Dette gælder også undervisningsaktiviteter uden for skolen.

Skolens ledelse dispenserer i særlige tilfælde fra forbuddet omkring alkohol og tillader, at du drikker moderate mængder af alkohol med en alkoholprocent på max 5% inden for skolens bygninger, hvor der holdes opsyn. Det sker som udgangspunkt i forbindelse med fester og fredagscaféer på skolen. Du må stadig ikke drikke alkohol på skolens område i øvrigt.

Horsens Gymnasium & HF er en del af en fælles rusmiddelpolitik for ungdomsuddannelserne i Horsens kommune. Se fælles rusmiddelpolitik her.

Skolen kan opkræve økonomisk erstatning for skader forvoldt af elever.

Sanktioner ved brud på skolens ordensregler

Ved overtrædelse af skolens regler kan skolen efter situationens alvor give en pædagogisk tilrettevisning eller iværksætte sanktioner.

Vi kan dog i særlige tilfælde beslutte at sende elever hjem, mens vi undersøger en sag nærmere. Dette sker både af hensyn til eleven, klassekammerater eller skolens medarbejdere.

Sanktionsmuligheder

  • Skriftlig advarsel
  • Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
  • Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage i et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.
  • Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende år.
  • Bortvisning/udskrivning fra skolen

Som udgangspunkt iværksættes sanktionerne efter ovennævnte trappe, medmindre der er tale om særligt alvorlige tilfælde. Eleven gives efter forvaltningslovens regler mulighed for at kommentere sagen, inden afgørelsen om sanktionen træffes.

Skolen kan desuden give et forbud mod, at en elev i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande, og kan i op til et døgn tilbageholde en eller flere af elevens private genstande.

Klage

Elever og forældre, hvis eleven er under 18 år, kan klage til Undervisningsministeriet over skolens afgørelse med hensyn til sanktioner. Klagen indgives senest to uger efter den pågældende afgørelse og stiles til rektor, som videresender klagen til Undervisningsministeriet vedlagt sin egen udtalelse i sagen. Før klagen videresendes, har klageren mulighed for med en uges frist at kommentere rektors udtalelse, og disse kommentarer medsendes til ministeriet.

/ MIO september 2024

Rusmiddelpolitik

Læs her om Horsens kommunes fælles rusmiddelpolitik, som Horsens Gymnasium & HF er en del af.

Det væsentlige i politikken er, at skolen forpligter sig til at lave arrangementer, hvor alkohol ikke er i centrum, hvor der er andre drikkevarer end alkohol til rådighed og at der ikke serveres alkohol med mere end 5%.